Falsk læge forsøgte at få udleveret medicin
Et apotek i Randers fik i går ved 10.30-tiden en opringning fra en mand, der sagde han var læge og ville indtelefonere en recept på nogle stærke smertestillende piller, der er omfattet af lov om euforiserende stoffer.
Personalet på apoteket syntes dog opkaldet virkede mistænkeligt, og de kontaktede politiet med besked om, at manden nok snart ville komme og hente pillerne.
Der blev derfor sendt en patrulje til stedet, hvor manden i mellemtiden havde indfundet sig og bedt om at få udleveret medicinen.
Politiet tog kontakt til den 33-årige mand og oplyste, at han var mistænkt for at udgive sig for at være læge. Det nægtede manden, og forklarede, at han blot skulle hente medicinen for en bekendt.
Både den 33-årige og den bekendte, han oplyste han skulle hente medicinen på vegne af, var dog kendt i apotekets system for svindel med recepter, og manden blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for at udgive sig for at være læge.
Kommentarer