112

Falck-stationen i Randers inviterer til åbent hus

Foto: Falck

Åbent hus-arrangementet på Falck-stationen i Randers plejer at være et stort tilløbsstykke med op mod 3.000 deltagere. Også i år er der lagt op til en begivenhedsrig dag fyldt med sjove familieoplevelser, når Falck-stationen i Randers holder åbent hus d. 12. april fra 10-13.

Tirsdag d. 12. april i tidsrummet 10-13 holder Falck-stationen i Randers åbent hus, hvor alle inviteres indenfor til en sjov og spændende dag bag de blå blink.

Her kan man komme helt tæt på udrykningskøretøjer og redningsudstyret, og prøve kræfter med rigtige brandmandsdiscipliner, som at slukke en ildebrand med et brandtæppe og sprøjte med en brandslange. Klip-en-bil plejer også at være en populær attraktion. Her får gæsterne få lov at prøve Falcks frigørelselsesværktøj og klippe i en rigtig bil ligesom brandmændene i nogle tilfælde gør ved færdselsuheld.

”Efter to års coronapause, glæder vi os meget til igen at få besøg af både store og små på vores brandstation i Randers. Åben hus-arrangementet er årets festdag, og vi er meget glade for, at der er så stor interesse for at komme opleve vores køretøjer og udstyr, og få en snak med os om hvad det vil sige at være brandmand. Vi glæder os til at møde alle de små kommende brandmænd, og vise vores station frem” siger Brandchef i Falck, Bendt Trustrup.

De besøgende vil desuden have mulighed for at lære, hvordan man kan yde en forskel gennem førstehjælp, hvor både instruktører og førstehjælpsdukker vil være til rådighed for at kunne vejlede.

Falcks maskot Sofus vil stå klar til at byde gæsterne velkommen, og stiller også gerne op til at få taget billeder med både store og små.

Åbent hus-arrangementet plejer at være yderst populært og Falck forventer også i denne omgang, at der kommer op mod 3.000 gæster. Arrangementet er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så man skal huske at tilmelde sig på forhånd, for at sikre sig en plads.

Du kan tilmelde din familie her.

Kommentarer