Kultur

Er du ung og går rundt med en skuespiller i maven? Så er det en god idé at læse med her

Randers Teaters Talentskole afgangsforestilling. Pressefoto

Er du mellem 17 og 26 år og går rundt med ‘en skuespiller i maven’, så kan du nu tilmelde dig, så kan du nu tilmelde sig optagelsesprøven til Talentlinjen på Randers Teaters Talentskole for unge med en særlig interesse for scenekunst og skuespil. Foruden alderen er der ingen særlige krav ud over en lyst til at arbejde seriøst med sit skuespil.

Talentskoleleder Tine Eibye håber på mange ansøgere til optagelsesprøven, og ifølge hende er det ikke kun det skuespillerfaglige, de unge får med sig fra det intensive forløb.

– Forløbet på talentlinjen varer et lille år, og i den periode skal deltagerne have lyst til at prioritere at bruge en del af deres fritid på at arbejde med skuespillerkunsten. Det er på flere måde et intenst forløb, og det er med til, at eleverne ofte knytter nogle tætte bånd indbyrdes og får nogle helt særlige oplevelser. Ikke mindst får de også nogle personlige redskaber, som de kan tage med sig senere hen, lige meget om de sigter efter at skulle arbejde professionelt med scenekunst eller ej, siger Tine Eibye, der understreger, at forløbet er tilrettelagt på en måde, så man godt kan gå på Talentskolen samtidig med, at man har et arbejde eller passer sin uddannelse.

Underviserne på talentlinjen er professionelle udøvende scenekunstnere, og selve undervisningen består af en ugentlig øveaften og en weekend om måneden med gæsteundervisere, der har forskellige specialer inden for arbejdet med skuespil. Forløbet slutter med en stort anlagt afgangsforestilling i foråret, som skabes i det professionelle teaters rammer. 

Ud over egen undervisning og arbejde med skuespilfaget skal eleverne også opleve masser af professionel scenekunst, når de i løbet af sæsonen skal se minimum 10 forestillinger på Randers Teater. Derudover er der også en årlig studietur til København i foråret, hvor eleverne på Talentskolen skal se en forestilling. 

Selve optagelsesprøven på teatret foregår ved, at ansøgerne giver en prøve på en forberedt tekst og deltager i en kort improvisation sammen med en af underviserne. Der ligger forslag til tekster på teatrets hjemmeside. Selve prøven varer mellem 10 og 15 minutter og foregår i en hyggelig og afslappet atmosfære. 

Der er plads til 10 elever på Talentlinjen. For dem, der efter prøven ikke bliver tilbudt en plads på Talentlinjen, får man mulighed for at gå på talentskolens grundhold, hvor der er frit optag, så længe der er ledige pladser. 

Optagelsesprøverne foregår den 6. juni om eftermiddagen og aftenen, og fristen for at ansøge er den 23. maj. Man kan læse mere om optagelsesprøven og selve ansøgningen på Randers Teaters hjemmeside

Fakta om Randers Teaters Talentskole

Skuespiller Talentlinje:

  • Alder: 17 til 26 år
  • En aften om ugen + en weekend om måneden
  • gratis undervisning
  • Der betales for studietur til København
  • Optagelsesprøver foregår 6. juni
  • Periode: september til maj

Skuespiller Grundforløb:

  • Alder: 16 til 30 år
  • En aften om ugen
  • Gratis undervisning
  • Ansøgere til Grundforløb optages efter først til mølle-princippet
  • Periode: september til maj

 

Kommentarer