Endnu én anholdt i sag om voldtægt og frihedsberøvelse
En 18-årig pige var den 9. august indespærret i fem timer mellem klokken tre og otte om morgenen i Allingåbro. Tre er allerede varetægtsfængslet og nu er en fjerde mand mistænkt og anholdt i sagen.
Det er en 25-årig mand, der mandag middag stilles for en dommer i Randers, oplyser Østjyllands Politi. Manden sigtes for voldtægt, frihedsberøvelse og for særlig farlig vold.
Politiet har før retsmødet ikke oplysninger om manden nægter eller erkender sig skyldig. Han er mistænkt i sagen om den kvinde, der i Allingåbro blev slået med et kosteskaft og en flaske og voldtaget.
Undervejs i forløbet blev kvinden overhældt med forskellige væsker, ligesom hun blev truet på livet. Hun ville blive begravet levende, hvis hun stak af, lød det ifølge den sigtelse, som politiet har rejst.
I forvejen er tre andre varetægtsfængslet i den usædvanlige sag. En dreng på 16 år, en mand på 22 samt en kvinde på 24. Disse tre sigtes for medvirken til voldtægten. Kvinden nægter sig skyldig.
Kommentarer