Assentoft

Endelig livstegn fra Seva

Sidste nye billeder fra Seva, her med sine brødre foran deres midlertidige lejlighed.

Husker du Seva Balyka og hans famile? Det er der mange randrusianere, der gør – ikke mindst hans skolekammerater fra 2.Bz på Randers Gymnasium, der kæmpede og fortsat kæmper for, at den ulykkelige ukrainske familie kan få asyl og ophold i Danmark.

Randers Netavis har endelig igen fået kontakt med Seva, som lige nu befinder sig i byen Severodonetsk cirka 800 kilometer øst for Kiev, tæt på byerne Luhansk og grænsebyen Donetsk.

De befinder sig dermed i netop det område, hvor der – på trods af en våbenhvile indgået i 2015 – fortsat er uroligheder mellem ukrainske styrker og russiskstøttede seperatister, der ønsker løsrivelse fra Ukraine. Flere end 700 observatører befinder sig i øjeblikket i regionen, hvor de rapporterer om konflikten mellem Rusland og Ukraine. I Severodonetsk er der dog ifølge Seva forholdsvis roligt lige nu.

Da vi taler med Seva, vil vi naturligvis gerne vide, hvordan familiens sikkerhed og situation er, efter de er blevet sendt tilbage.

Læs også: Klassekammeraters utrættelige kamp

Familien har fundet en lejlighed, som dog kun er midlertidig. En lille opsparing, som de havde med fra Danmark er brugt op og de er nu afhængige af hjælp fra venner og familie.

– Indtil videre bor vi i en lille lejlighed, som vi lejer. Vi fandt den i annonce, og betalte med noget af den opsparing vi havde tilbage fra vores tid i Danmark, fortæller Seva.

Han fortæller også, at de ingen venner eller familie har i selve Severodonetsk-området, og derfor ikke har et netværk at trække på. Det er også svært at få arbejde.

– Vi har brugt vores sidste opsparinger fra Danmark for et stykke tid siden. Min moster sender penge til os, og det er dem vi lever af lige nu. Lige nu har vi til cirka en måned.

Seva fortæller, at familien har søgt hjælp hos de lokale myndigheder, som de ifølge ukrainsk lov har ret til som flygtninge fra den østlige del af Ukraine.

– Man er berettiget til 100 kroner pr voksen og 200 kroner pr barn månedligt, hvilket er meget mindre end det, vi skal betale selv for lejligheden. Det er blandt andet på grund af den lov, vi fik vi afslag på asyl i Danmark. Men loven bliver ikke overholdt, og vi får ingen økonomisk hjælp.

– Vi har også prøvet at få hjælp hos Røde Kors her, men de sagde, at lige nu hjælper de kun særlige folkegrupper, som for eksempel enlige mødre eller handicappede folk.

På spørgsmålet om, hav han selv får tiden til at gå med svarer Seva:

– Lige nu forbereder jeg mig til prøver for at afslutte 11. klasse. Jeg studerer dog eksternt, hvor jeg læser det hele selv derhjemme, og er kun på skolen, når jeg skal til eksamen. Jeg blev færdig med 10. klasse i Ukraine, før vi flygtede til Danmark, så lige nu vil jeg gerne blive helt færdig med skolen, da jeg mistede flere år. Jeg har dog kun lidt forberedelsestid, da jeg skal være færdig med alle eksamener den 13. maj.

Læs også: Hjerteskærende afsked med klassekammerat

Ved samtalens slutning falder snakken på fremtiden. Seva håber de snart kan søge asyl igen, men udsigterne til at få ophold i Danmark er svage. Udlændingeloven kræver, at forsørgeren – i dette tilfælde Sevas far Oleg – kan få arbejde til en minimumsløn på 408.800,- kroner. Dette krav gælder for udlændinge uden for EU.

En gage på den størrelse er pt ikke realistisk for Oleg, men heller ikke nødvendig, for at familien ville kunne klare sig i Danmark, siger Seva.

– Min far var i praktikjob hos Verdo i tre månerder og havde netop fået kontrakt på fastansættelse. Men så blev vi smidt ud.

Læs også: Væsentlig grund til at fortsætte kampen

Seva selv snakker allerede flydende dansk og scorede høje karakterer på gymnasiet i Randers, hans to lillebrødre fik også undervisning, og moren havde timer på Hobrovejens skole.

Randers Netavis har i en række artikler dækket forløbet op til udvisning og afsked med familien fra Ukraine, der efter et udmattende og rodet sagsforløb endte med at få afvist deres ansøgning om asyl i Danmark.

Seva beder os via artiklen hilse alle i Randers, som støtter op om deres sag. Det er hermed gjort, og vi følger, om der sker udvikling i muligheden for at familien Vetchynov kan vende tilbage til Danmark.

Kommentarer