Én kommune – seks karakterområder: Kommuneplan 2021 i høring
Alle borgere og virksomheder kan nu deltage i debatten om den overordnede plan for al fysisk udvikling i Randers Kommune i de kommende 12 år. Forslag til Kommuneplan 2021 er i høring frem til den 24. marts 2021, og som noget nyt lægger forslaget blandt andet op til at inddele kommunen i seks karakterområder: Fjordbyerne, De åbne vidder, Skov- og sølandskabet, Ådalen, Forstæderne og Randers By.
“Kommuneplanen er den overordnede plan for udviklingen af Randers Kommunes byer, landskaber og natur i de næste 12 år. Den har derfor betydning for alle borgere og virksomheder i vores kommune, og jeg vil gerne opfordre alle til at deltage i debatten. På kommunens hjemmeside kan man klikke sig rundt i den digitale plan og det er nemt at se, hvad der kommer til at gælde i det område man bor eller har en særlig interesse i,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.
Alle er inviteret til seks digitale borgermøder
Kommuneplanen beskriver blandt andet, hvor der må bygges og udpeger mulige bolig- og erhvervsområder. Planen bliver revideret hvert fjerde år, og som noget nyt lægger forslaget denne gang op til at inddele Randers Kommune i seks karakterområder: Fjordbyerne, De åbne vidder, Skov- og sølandskabet, Ådalen, Forstæderne og Randers By.
“Ønsket med karakterområderne er at udvikle den særlige lokale identitet og de styrker, som er i hvert karakterområde. I forslaget til kommuneplan 2021 bliver det derfor karakterområderne, der kommer til at skabe rammen for den strategiske udvikling af kommunen som helhed,” siger Christian Brøns, der er formand for udviklingsudvalget.
For blandt andet at uddybe tankerne bag karakterområderne holder Randers Kommune undervejs i høringsperioden seks digitale borgermøder – et for hvert karakterområde. Alle interesserede er inviteret til møderne, hvor der vil være mulighed for spørgsmål og kommentarer. På møderne vil forvaltningen også fortæller om andre vigtige emner i planen.
Verdensmålene er i fokus
Et andet nyt element i Forslaget til Kommuneplan 2021 er fx, at FN’s Verdensmål om bæredygtig udviklingen er blevet en integreret del. Det er nu muligt at se, hvordan hvert tema i planen bidrager til at indfri målene.
“FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling er verdens vigtigste plan, og i Randers arbejder vi for målene. Derfor er det helt naturligt, at Forslag til Kommuneplan 2021 også tager afsæt i bl.a. verdensmålene,” siger Torben Hansen.
Forslaget til Kommuneplan 2021 er i høring indtil den 24. marts. På www.randers.dk/kp21 kan man læse meget mere om høringen. Her er det f.eks. også muligt at få inspiration til naturture i de seks karakterområder
Fakta
Randers Kommune holder digitale borgermøder om forslaget til Kommuneplan 2021 – et for hvert karakterområde. Deltag i møderne og læs meget mere om Kommuneplan 2021 her.
- Fjordbyerne: 9.februar kl. 17.00
- De åbne vidder: 9. februar kl. 19.00
- Randers by: 23. februar kl. 17.00
- Forstæderne: 23. februar kl. 19.00
- Skov- og sølandskabet: 25. februar kl. 17.00
- Ådalen: 25. februar kl. 19.00
Kommentarer