Randers By

Else Trangbæk fortæller gode gymnastiske historier fra Randers

Det er en idrætsprofil af de store, der tirsdag den 22. marts gæster Museum Østjylland i Kulturhuset. Else Trangbæk har en baggrund som professor, idrætspolitiker, forfatter OG som elitegymnast! Hør den aktive kvinde fortælle spændende historier fra gymnastik- og idrætslivet i Randers. Der er entré. Foto: Privat
Der er gymnastikhistorier fra 150 år på programmet, når professor og tidligere elitegymnast Else Trangbæk fortæller Randershistorier om idræt og gymnastik i Randers. Foto: Randers Stadsarkiv

Meget godt kommer fra Randers! Og ikke kun handsker, øl og togvogne, men også byens populære gymnastikforening, RgF, der i år kan fejre 150-års jubilæum.

Den 22. marts kan du opleve professor i historie og tidligere elitegymnast Else Trangbæk fortælle i foredraget Et par Randershistorier om gymnastik og sport. Her kan du blandt andet høre om landets første gymnastikforening, RgF, og om kajakroer Karen Hoff, medlem af Kajakklubben Gudenåen i Randers og vinder af OL-guld.
Der er entré. 

Else Trangbæk tager i foredraget afsæt i sin forskning om idrættens historie, hvor hun blandt andet har arbejdet med gymnastikhistorie og temaer inden for kvinder og idræt, og Else Trangbæk ved, hvad hun taler om – både i teori og praksis! Som tidligere gymnast har hun vundet mange danmarksmesterskaber i idrætsgymnastik og også deltaget ved OL og VM. Samtidig har Else Trangbæk forfulgt en akademisk karriere som historiker, professor, idrætspolitiker, forfatter og meget mere.

Vidende, levende fortæller

”Vi glæder os meget over, at vi sammen med RgF har lokket Else Trangbæk her til Randers, hvor hun nu deler ud af sin store viden om idrættens historie. Hun er en fantastisk levende fortæller, ” siger arkivar Mathilde Storvang fra Randers Stadsarkiv. 

Else Trangbæk tager i foredraget på Museum Østjylland afsæt i sin forskning om idrættens historie, hvor hun blandt andet har arbejdet med gymnastikhistorie og temaer inden for kvinder og idræt. Foto: Randers Stadsarkiv

”Else Trangbæk vil ovenikøbet tage udgangspunkt i vores lokale forhold her i byen, og med Elses store viden om RgF og den lokale kajakroer Karen Hoff er det simpelthen et scoop! ” 

Udover perspektiverne på samspillet mellem idræt og samfund, er idræt generelt fyldt med gode historier. Hvem husker ikke, når danskere står øverst på sejrsskamlen eller ligger i tårer efter et bittert nederlag? Både sejre og nederlag er gode historier, og i idrætten findes de i hobetal. 

Randers var de første i Danmark

Til foredraget på Museum Østjylland er det primært gymnastik- og idrætshistorier, du kan høre Else Trangbæk fortælle om. Blandt Randershistorierne er primært fortællinger om Randers gymnastiske Forening (RgF), der i år runder de 150 år og dermed er Danmarks første gymnastikforening. Foreningen har altid haft massiv opbakning i byen og har evnet at følge med tiden og inspirere med nye idrætsgrene og stilarter.
Historien om RgF er lang og spændende. Fra at være en mandsdomineret forening med gymnastik og våbenbrug har den udviklet sig til en forening, som favner mænd, kvinder, børn, unge og ældre med mange forskellige aktiviteter på programmet.

Hoff, en blændende kvindelig roer

I foredraget hører du også om den ukuelige Karen Hoff, medlem af Kajakklubben Gudenåen i Randers og vinder af den første danske OL-guldmedalje i dansk kajaksport tilbage i 1948.

Spørgsmålet om kvindernes rolle og betydning for idrætten er noget, som foredragsholder Else Trangbæk har et særligt blik for, eksemplificeret med fortællingen om Karen Hoff, der skrev idrætshistorie. 

Fejrer RgF hele året

Roer Karen Hoff (yderst til højre) til kajakstævne i Randers sammen med holdkammeraterne. Foto: Randers Stadsarkiv

Foredraget er blevet til i samarbejde med Randers gymnastiske Forening, som nu fejrer 150-års jubilæum. Museum Østjylland sætter i årets løb med forskellige initiativer fokus på en af landets ældste og største foreninger dette forår. Blandt andet vil du kunne se en mindre udstilling om RgF på museet i forbindelse med foredraget.

Info

  • Foredrag: Et par Randershistorier om gymnastik og sport, tirsdag den 22. marts 2022 kl. 19 – 21 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
  • Billet 50 kr. Købes på museumoj.dk under ”Kalender”.

Kommentarer