Randers By

Dus med Livet – bogudgivelse fejres på Jørgens Café i Randers

Når Poul Thomsen på fredag den 21. september udkommer med sin erindringsbog ”Dus med Livet”, foregår det naturligvis i Randers. Udgivelsen fejres med en reception på forfatterens, TV-værtens, dyrevennens og jægerens yndlingssted i Randers, Jørgens Café på Slotspladsen.

Vi husker alle sammen Poul Thomsen fra de populære Dus Med Dyrene programmer, der i DR-monopolets tid gjorde ham til folkeeje – og dus med danskerne. Ja, der var nærmest landesorg, da hans elskede hund Balter døde!

Poul Thomsen har også i mange bøger fortalt om dyr og om glade jagt- og fisketure, men han har ikke før nu fortalt sin fulde livshistorie – fra barndomsårene under krigen, hvor han voksede op med en enlig mor, over de store og indimellem vilde DR-år og frem til i dag. Et liv med mange glæder og lyse stunder i både naturen og på TV.

Imidlertid har skæbnen også ramt Poul Thomsen hårdt, og han har mere end én gang måttet tage afsked med en af sine kære under tragiske omstændigheder. Alligevel er han kommet igennem og er både blevet og forblevet – dus med livet.

Poul Thomsen, fortæller i bogen, at han ikke deltog i hverken sin ekskones eller søns begravelse.

– Jeg var hverken til Hannes eller Mortens begravelse. Det kan måske synes følelseskoldt, men jeg havde mine grunde. Jeg fik at vide, at Sus (Susanne, Poul Thomsens kone, red) ikke var velkommen til Hannes begravelse, og det blev jeg vred over, både på hendes og mine egne vegne.

I den erindringsbogen bliver det åbenbart, at der ikke kun har været solskin på Poul Thomsens vej. Han blev født i dølgsmål i Nykøbing Falster og voksede op hos sin mor og bedstemor i midtjyske Hammel uden at kende sin far. Og den dag i dag, ved han stadig ikke, hvem faren er.

Bogen indeholder også alle de lyse sider, hvor han hylder sin venner, blandt både dyr og mennesker. For det er i høj grad de mange gode venner, der har gjort Poul Thomsen dus med livet. Derfor håber han også, at mange vil dukke op og fejre udgivelsen sammen med ham.

Receptionen afholdes fredag den 21. september kl. 16-18 på Jørgens café, Slotspladsen i Randers C.

Kommentarer