Randers By

Er du frisk på en blind date med en bog?

Konceptet udfordrer lånernes læsevaner ved at forskellige bøger er pakket ind, så forside, forfatter og titel ikke er synlig.

I stedet må man låne bogen ud fra bogens temaer, der er skrevet udenpå. Spørgsmålet er, om brugerne tør låne en bog ud fra de nye præmisser.

Randers Bibliotek tilbyder en anderledes læseoplevelse gennem konceptet “Bog-dating in the dark”. Med konceptet vil biblioteket sætte fokus på, hvordan man udvælger den næste bog til sengebordet. Fra den 12.-25. november vil der være en opsætning af forskellige indpakkede bøger ved udlånsmaskinerne, som vil agere bog-dates i perioden.

Lånerne kan her prøve at låne en bog ud fra temaer frem for bogens normale salgsmarkører. Konceptet har praktikanten Imone Dahl fra Litteraturhistorie på Aarhus Universitet ønsket at afprøve for at se, om der er nogle lånere, der bliver inspirerede til at prøve at læse en anden type litteratur, end de er vant til. Samtidig vil hun også gerne gøre op med, at man altid dømmer en bog på omslaget.

Tager man på en bog-date, så er man mere end velkommen til at lægge et billede op af sig selv og sin bog-date på Instagram under #randersbogdating

Kommentarer