Randers By

Drabssigtet fra Uggelhuse kræves anbragt uden fastsat længste-tid

Sagen mod den 43-årige Lars Kragh skal køre ved Retten i Randers.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har nu rejst tiltale mod den 43-årige Lars Kragh fra Uggelhuse, der i juli sidste år blev anholdt og sigtet for drab på sine forældre.

Lars Kragh er tiltalt for, i perioden mellem den 7. og den 9. juli 2016, at have dræbt begge sine forældre i deres hus i Uggelhuse ved Randers ved at have slået dem begge i hovedet og på kroppen med en økse.

Se tidligere artikler om hændelsforløbet her

Han er desuden tiltalt for usømmelig behandling af lig ved, i de efterfølgende dage og frem til han blev anholdt den 12. juli 2016, at have pakket ligene ind i plastikposer og dækket dem med tæpper og kørt rundt med dem i sin bil.

Den 43-årige blev den 13. juli sidste år varetægtsfængslet i surrogat på Sikringsafdelingen, hvor han har været lige siden. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om dom til anbringelse på Sikringsafdelingen uden fastsat længstetid, hvilket er en af årsagerne til, at anklageskriftet har været et år undervejs.

– Når der nedlægges så alvorlig en påstand som tidsubestemt anbringelse på Sikringsafdelingen, skal det forelægges en række forskellige myndigheder, og det har taget noget tid. Derudover har der været tale om en meget omfattende efterforskning herunder indhentning af personlige oplysninger til brug for påstanden, siger senioranklager Birgitte Ernst.

Det er ikke endeligt afklaret, om sagen skal køre som en nævningesag eller en domsmandssag, og sagen er derfor endnu ikke berammet ved Retten i Randers.

Kommentarer