Gassum

Drabssag: Den dræbte er fundet og yderligere en person er sigtet i sagen

Foto: Rigspolitiet

Østjyllands Politi har fundet liget af den 40-årige mand fra Djursland, som har været savnet siden sidste torsdag. Endnu en person er fredag fremstillet i grundlovsforhør.

Torsdag eftermiddag fandt Østjyllands Politi liget af en 40-årig mand, som har været efterlyst siden lørdag. Det oplyser Østjyllands Politi fredag eftermiddag i en pressemeddelse.

Liget af den 40-årige blev, på baggrund af en “intensiv drabsefterforskning”, fundet i et skovområde tæt på byen Gassum ved Randers. På findestedet blev der foretaget omfattende kriminaltekniske undersøgelser i et tæt samarbejde med retsmedicinere. I den forbindelse var et større område afspærret.

Torsdag eftermiddag foretog Østjyllands Politi endvidere anholdelser af 2 mænd på henholdsvis 37 og 23 år. Den 23-årige mand blev løsladt efter endt afhøring. Den 37-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Randers i dag klokken 12.00, sigtet for manddrab.

Den dræbte blev efterlyst, da han ikke var set siden torsdag aften. De pårørende er underrettet. 

Af hensyn til den igangværende og meget omfangsrige efterforskning har Østjyllands Politi pt. ikke yderligere oplysninger, lyder det.

Kommentarer