Randers By

Drab i Randers med maskinpistol giver 15 års fængsel

En 23-årig mands bøn om at få mildnet straffen for drab på åben gade i Randers i februar 2016 blev fredag afvist af Højesteret, som dermed stadfæster dommen fra Vestre Landsret, der idømte den 23-årige Alexander Skjødt Christiansen 15 års fængsel.

Den dømte havde bedt om at få mildnet landsrettens afgørelse og i stedet at få den normale straf for drab, som er fængsel i 12 år. Men dommerne nikker til skærpelsen af straffen, fordi forbrydelsen blev begået med et fuldautomatisk skydevåben på et offentligt sted.

Skyderiet skete en aften i februar 2016 i det sydlige Randers.

En 26-årig mand stod på gaden og blev ramt af seks skud fra maskinpistolen. Senere afgik han ved døden på grund af skaderne. Inden da nåede han at betro sig til sin mor og sin kæreste om gerningsmanden.

Angiveligt var motivet et opgør om gæld. Alexander Skjødt Christiansen skyldte den anden mand cirka 80.000 kroner. Pengene var betaling for et kvantum hash, som ikke var blevet leveret, er det tidligere kommet frem.

Under forsøget på at opklare sagen mødte politiet en mur af tavshed. Alligevel lykkedes det at skaffe tilstrækkeligt med beviser mod Christiansen blandt andet på grund af telefonmasteoplysninger.

Kommentarer