Dobbelt spadestik satte gang Hornbæk projektet
Onsdag eftermiddag var borgmester Torben Hansen og projektansvarlige Peter Thorsen fælles om at stikke en dobbeltspade i jorden, som symbol for igangsætning af arbejdet til etablering af en ny kunststofbane, som bliver en del af det kommende Hornbæk Idræt & KulturCenter.
– Allerede da jeg kom ind i byrådet i 2014, var der gang i snakken om et nyt idrætsanlæg i Hornbæk. Det bliver til meget mere end de første tanker tydede på, og nu er det så endelig på vej. I har virkelig puklet hårdt for det, og området har bakket op. Som kommune støtter vi, og vi er ekstra glade, når også borgerne er med til at spytte i kassen, sagde borgmester Torben Hansen,
Spadestikket blev taget på arealerne bagved Randers Firmasport, som alle nu skal vænne sig til at kalde HIKC, forkortelse af Hornbæk Idræt & KulturCenter.
– Det er en fornøjelse med sådan et anlæg, fortsatte borgmesteren.
– I får i første omgang langt mere end én kunststofbane, og det betyder, at rigtig mange kan få træningsmulighed på anlægget. Ikke kun jer i Hornbæk, men også borgere fra Stevnstrup, Langå og Bjerregrav. Det er rigtig godt for området, og når det er godt for en del af Randers, så er det godt for hele kommunen. Tillykke, sluttede borgmesteren.
Peter Thorsen, den projektansvarlige, kunne holde med borgmesteren i, at der har være arbejdet hårdt med at udvikle og beskrive Hornbæk Idræt & KulturCenter, og hans første velkomst var derfor også til de mange, der har ”puklet en vis del ud af bukserne” for at nå så langt. Citatet er lettere omskrevet.
Spadestikket med to-personers spaden var iøvrigt en balanceakt, der trak på smilebåndet.
Kunststofbanen anlægges af firmaet Danjord fra Aarhus, som også i sin tid anlagde opvisningsbanen på stadion i Randers. Arbejdet går ud på at skrælle det eksisterende græslag af, og derefter fylde op med nyt jord og grus, inden kunststofgræsset kan lægges på. Det afskrællede toplag bliver brugt til en 2 meter høj vold langs anlæggets nordlige og østlige side.
Arbejdet forventes at slutte i oktober, sådan at vintertræningen kan foregå på kunststof, men allerede inden, nemlig den 17. september, skal der foretages endnu et spadestik i projektet. Her starter tilbygning og ombygning af Randers Firmasports klubhus med bedre omklædningsrum og større mødefaciliteter til kulturelle arrangementer, E-sportslokale m.v.
Et stykke hen i 2020 er den del også på plads, og så hedder det ikke længere Randers Firmasport, men Hornbæk Idræt & Kulturcenter.
Kommentarer