Randers By

Debat: Skal vi have aktiv dødshjælp i Danmark?

Pressefoto.

Af Else Bendtsen, Hadsten, Formand for Danske Seniorer Randers Kreds

Et rundspørge blandt Landsforeningen Danske Seniorers medlemmer har vist, at 68 procent ønsker at aktiv dødshjælp skal være lovligt mens 26 procent ikke har taget stilling og kun 8 procent mener, at det stadig skal være ulovligt.

Efter min mening bør det være lovligt, da det er fuldkommen meningsløst at holde liv i et menneske, der ikke har nogen form for udsigt til helbredelse og i tilgift måske har ulidelige smerter. Derfor skal der være mulighed for, at uhelbredeligt syge selv kan vælge at afslutte livet på en værdig måde.

Alle ved jo at det i dag finder sted, selv om man ikke må sige det højt og at man kalder det for afsluttende behandling eller smertelindring.

Jeg har selv oplevet det med både min far og min mand, der døde i henholdsvis 1992 og 2002.

Min mand havde selv udtrykt ønske om, at han under ingen omstændigheder ønskede at komme til at ligge som “en grøntsag”. Så hellere lukke sine øjne og få fred. Det er nu 16 år siden. Og der er sikkert adskillige der siden har fået fred på samme måde, og det mener jeg er helt ok.

Så selvfølgelig skal vi have legaliseret at uhelbredeligt syge selv kan vælge at komme herfra på en værdig måde.

I stedet for at kalde det for aktiv dødshjælp kunne vi jo kalde det at vælge livet fra på en værdig måde. Det lyder måske lidt mere spiseligt i manges ører.

Danske Seniorers Randers Kreds omfatter Randers, Favrskov, Nord- og Syddjurs kommuner.

Kommentarer