Randers By

Debat: Pelsfarme, dyretransporter og dyrepoliti – sidste land i Europa!?

Af Susan Kronborg, Folketingskandidat Radikale Venstre Skanderborg, Odder, Samsø. Privatfoto.

Af Susan Kronborg, Folketingskandidat Radikale Venstre Skanderborg, Odder, Samsø

Udfasning af pelsfarme – sidste land i Europa!? Pelsfarme udfases i Europa. For bare en måned siden i Luxembourg er der vedtaget forbud fra oktober 2018. Norge har ulovliggjort pelsfarme i januar i år. Tjekkiet har allerede i august 2017 forbudt pelsfarme med virkning fra 2019. Tysklands tilbageværende minkfarme vil nu blive udfaset i løbet af 5 år. Og nu handler Belgien også. Dermed er der nu 9 europæiske lande, der har sat en stopper for at dyr kan opdrættes alene for deres pels. I Japan er landets sidste pelsfarm lukket og landets pelsimport er faldet med 80 pct.

Skal Danmark ende med at være det eneste land i Europa, der har minkfarme? Den norske afvikling frem mod 2025, kan udløse en erstatning til de avlere, der må stoppe eller omstille produktionen. Herhjemme har Folketinget vedtaget en udfasning af rævefarme i 2023. Det betyder, at vi desværre stadig har op til 10 rævefarme i Danmark. I 2011 var der ikke flertal bag et lovforslag om at lukke de danske minkfarme.

Og så har vi de alt for lange dyretransporter. Jeg var så imponeret over, at Fødevarestyrelsen gik ud med en tilståelse om manglende kontrol af dyretransporter. Nu viser det sig, at ‘bekendelsen’ kom i forbindelse med en anmodning om aktindsigt. Hvad helgoland er det for noget?

Til gengæld er Fødevarestyrelsen selv gået i gang med kontrol af hundehandlere. Men det er så tilsvarende halvhjertet. Fødevarestyrelsen kontrollerer således kun registrerede hundehandlere! De brodne kar går under radaren og kontrolleres ikke.

Politiet tog godt nok sagen op efter DR havde set på sagen om hundehandleren Marius. Marius får leverancer hver fredag fra blandt andet Italien, Rumænien og Ungarn. Marius forklarer, at han kan få 8000 kr. pr. hvalp i Danmark, hvilket er langt mere, end hvalpene indbringer i Rumænien. Men vi skal da have et særligt dyrepoliti som i Norge og Sverige. Det giver politiet en fokuseret indsats med eksperter som opbygger en viden og en rutine.

Vi vil så forhåbentlig også undgå sager som den i Randers. I august 2015 modtog Østjyllands Politi en detaljeret anmeldelse om mishandling af hunde på en ejendom i Gjerlev. Anmeldelsen omfattede også beskrivelse af, at beboerne havde ulovlige våben. Politiet foretog sig slet ikke noget, men fik så endnu en anmeldelse halvandet år efter i december 2016. Herefter blev der handlet en måned senere og i februar 2017, kunne det konstateres en hvalpefabrik med 60 hunde, som gik i deres egen afføring. Det er ikke en atypisk sag. Hvalpefabrikkerne drives med stråmænd og skift af adresser og navne. Jeg kan dog glæde mig over, at Justitsministeren er blevet bedt om en redegørelse for, hvorfor den detaljerede anmeldelse i Gjerlev sagen, blev overset eller ikke prioriteret.

Så lad os komme i omdrejninger og få den samme succes med en dyre task force i politiet, som i vore nabolande. Hjælp mig med at kæmpe for et dyrepoliti, en helhjertet indsats mod de lange dyretransporter, samt arbejde for en udfasning af pelsfarme. Det er nu vi skal i gang

Kommentarer