Dansk stjerneskud giver gratiskoncert på Værkets Amfiscene i Randers Festuge
Den 23-årige popmusiker og sangskriver Hjalmer har i de to år, der er gået siden debuten, taget Danmark med storm, og nu tilskriver han sig Randers Festuge-programmet med en stor, gratis udendørskoncert på Værkets Amfiscene torsdag d. 15. august kl. 18.
Det tog ikke Danmark særlig lang tid at falde pladask for den unge fynbo Hjalmer, der som 21-årig sendte sin debutsingle ‘Hjem til en anden’ på gaden i 2017. Siden har han fyldt tiden med udsolgte shows, festivalkoncerter, musikpriser og samarbejdet med navne som Basim og Medina. For slet ikke at tale om medvirken på sin far, Kim Larsens, posthume album fra i år. Med dette er Hjalmer gået hen og blevet et navn på alles læber i det ganske, danske land.
Torsdag den 15. august kan den unge, folkelige popmusiker opleves sammen med sit band, når Randers Festuge inviterer til stor udendørskoncert på Værkets Amifscene – med fri entré for alle.
– Vi er rigtig glade for i dag at kunne løfte sløret for Hjalmer – siger festugechef Mette Bertelsen, og fortsætter:
– Hjalmar går rent ind hos både børn, unge og voksne og har sangskrivningen i blodet, kan man sige. Med en musiker som ham håber vi på, at så mange som muligt får en fantastisk oplevelse under Randers Festuge. Han passer perfekt til det, vi gerne vil med programmet på Værkets Amfiscene – forklarer hun.
Ny scene for de største, danske navne
Bag den nye udendørs festugescene står Randers Festuge i samarbejde med musik- og teaterhuset Værket. I løbet af festugen vil flere store nationale navne inden for musik og underholdning indtage scenen. Det foregår på og omkring Værkets Amfiscene med et bredt og engagerende festugeprogram, hvor der allerede er offentliggjort navne som Lars Lilholt Band, Anders Matthesen – og nu altså også Hjalmer.
Selvom Amfiscenen er det helt nye musikalske tiltag under Randers Festuge, så er der også meget andet at opleve i løbet af ugen, forklarer festugechefen Der vil være rig mulighed for at lade sig opsluge af et hav af forskellige oplevelser rundt i hele Randers Midtby.
– Publikum vil kunne mærke midtbyens forskellige scener pulsere af liv, musik og underholdning under Randers Festuge. Rådhustorvet, Dytmærsken og Østervold får hver en særskilt musikalsk profil med alt fra lokale talenter til udenlandske navne og giver et helt kulturelt landskab at rejse rundt i under festugen – fortæller Mette Bertelsen.
Randers Festuge går tilbage til 1977 – og har siden udviklet sig til Danmarks største brugerskabte festuge. Det vil sige, at alle aktiviteterne arrangeres af randrusianerne selv. Det kommunale eventsekretariat koordinerer festugeprogrammet, der involverer alt fra musik, kunst, teater, sport, gastronomi og meget mere. I de senere år har der været omkring 500 vidt forskellige arrangementer i løbet af Randers Festuge.
Hjalmer m. band – Værkets Amfiscene torsdag 15. august kl. 18.
Pladsen åbner kl. 17.
Kommentarer