Danish Music Awards holder stor bluesfest i Randers
De sidste fire år er bluesgenren blevet hyldet I Randers ved Danish Music Awards prisuddelingsfest, og i år er ingen undtagelse, når Turbinen sammen med Dansk Rock Samråd, JazzDanmark, Tempi og Randers Festuge slår dørene op til en bluesaften af de helt store.
Denne gang foregår festlighederne i Ridehuset, hvor der onsdag den 18. august er DMA Blues. En stor aften, der favner og hylder såvel traditioner som helt nye nuancer af de blå toners verden.
Billetsalget til denne musikalske festaften starter i dag, hvor et stjernehold af solister er med:
Sangeren Katinka Bjerregaard, sangeren Dawda Jobarteh på det afrikanske strengeinstrument kora, samt sangeren/mundharpespilleren Jarno Varsted og guitaristen Rune Kjeldsen, der både sammen og hver for sig har været med til at præge dansk musikliv i masser af sammenhænge gennem de seneste 20 år.
Det bliver også en aften, hvor vi skal hylde årets bedste bluesmusik. Der skal uddeles statuetter til “Årets Danske Bluesudgivelse”, “Blues Liveprisen” og ikke mindst den helt nye pris “Ud af det blå” – der gives til det nye navn/ubeskrevne blad, der har et nyt og anderledes take på bluesmusikken. Endelig skal vi have hyldet årets ildsjæl inden for genren med “Årets Hoochie Coochie Man/Woman”-prisen.
Til at binde det hele sammen er multiinstrumentalisten og arrangøren Gustaf Ljunggren og trommeslageren Casper Simonsen engageret, men i år udvides de til en trio med Anja Kulyova’s stærke basspil. De tre udgør aftenens musikalske backbone, der både bakker solisterne op, men som også kan gå i udbrud selv.
Også på konferenciersiden er der udvidet. De senest års vært, MC Hansen er tovholder, men i år sammen med multiinstrumentalisten Emilie Espichicoque, og det kan ikke udelukkes, at Emilie “sidder ind” undervejs.
Indstillingerne til årets DMA Blues-statuetter ér startet, og om kort tid vil en dansk/international jury nominere ud fra de indkomne forslag. Indstil dine favoritter i de fire kategorier her.
Kommentarer