Randers By

Danish Music Awards Blues, vender tilbage til Randers og er klar med de første live-navne

Der er uddeling af tre ikoniske Danish Music Awards-statuetter og godt, blåt live-musik for blues-elskere, når spillestedet Turbinen for tredje år i træk kan slå dørene op til en musikalsk aften af de helt store med Danish Music Awards Blues.

Der skal uddeles tre ikoniske DMA-statuetter, når årets helt store blues-prisfest løber af stablen 14. august på spillestedet Turbinen i Randers. Vanen tro går statuetterne til de kunstnere, der har sat et markant aftryk på den danske blues-scene inden for nye udgivelser og live-optræden i løbet af det seneste år.

Det er cremen af det danske blues-miljø, der hyldes ved et gennemført award-show, der arrangeres i samarbejde med Dansk Rock Samråd (ROSA), JazzDanmark og Randers Festuge, og som også byder på flere fremragende live-acts. Og de første navne er nu på plads.

Kærlighed til musik på tværs af generationer
Blandt aftenens optrædende gemmer der sig en helt særlig duo. Popstjerne Shaka og blues-mester James – begge med efternavnet Loveless – indtager nemlig Turbinens scene sammen til DMA Blues.

Shaka Loveless bragede igennem i 2012 med kæmpehittet ’Tomgang’, hvorefter han har været en markant skikkelse på den danske musikscene. Og det kommer ikke fra fremmede. I mere end 30 år har faderen James Loveless været et fyrtårn på den danske blues-scene. Bl.a. som sanger i Shades of Blue (der også tæller guitarist Uffe Steen), som sidste år modtog Live Prisen ved DMA Blues.

De 2xLoveless går på scenen med et samspil, der viser med alt tydelighed, at de udover genetik også deler kærlighed til musikken – og ikke mindst den rytmiske musik a la blues, gospel og soul, som James Loveless er rundet af fra barndommen i Alabama, USA.

Islandsk alt mulig-troubadour
DMA Blues får også fornemt besøg af den svært definérbare islandske musiker og sangskriver Örn Elías Guðmundsson eller Mugison. Alt mulig-manden Mugison mestrer både ballader, støjrock og en god, alsidig portion derimellem, og den kreative karl fra Reykjavik er foruden sine albums blevet rost for sine energiske live-optrædener.
– Jeg startede ud som en computer-troubadour i 2002. Så begyndte jeg at kede mig, indspillede et rock ’n’ roll-album med mine venner, og nu blander jeg alting – som en jonglerende abe – som Mugison selv formulerer det.

Hele aftenen er under kyndig musikalsk ledelse af husorkesteret bestående af det svenske multitalent Gustaf Ljunggren og den fremragende danske trommeslager Casper Simonsen. Aftenens vært er musiker og sangskriver MC Hansen.

Danish Music Awards Blues arrangeres i samarbejde mellem Spillestedet Turbinen, Dansk Rock Samråd (ROSA), JazzDanmark og Randers Festuge. Resten af det musikalske program samt priser og nominerede offentliggøres løbende.

Billetsalget til Danish Music Awards Blues 2019 på Turbinen i Randers starter fredag 1. marts kl. 10.00.

Billetter kan købes HER

Kommentarer