Randers By

Danish Crown fyrer 50 og udskyder nybyggeri i Randers

Danish Crown oplyser, at medarbejderne i de enkelte forretningsenheder vil blive orienteret i takt med, at beslutningerne om overflytning af den enkelte funktion tages. Arkivfoto.

Slagterigiganten flytter 50 arbejdspladser fra Randers til Polen, udsætter byggeriet af nyt hovedkontor i Randers og skal spare 650 millioner kroner på indkøb inden udgangen af regnskabsåret 2020/2021.

Medarbejderne hos Danish Crown i Randers fik torsdag en nedslående besked. Slagterigiganten står nemlig over for massive besparelser, der blandt andet indebærer, at 50 arbejdspladser flyttes fra Randers til Krakow i Polen.

Danish Crown oplyser i en pressemeddelelse, at flytningen af de 50 arbejdspladser skyldes, at virksomheden i de kommende år vil samle og automatisere en række administrative funktioner i et nyt “Global Business Service Center” i Polen.

– Det er et område, hvor der er gevinster at hente både i relation til servicering af vores kunder og gennem konkrete besparelser. Det er dog også en kompliceret operation, så derfor er det vigtigt for os at rulle projektet ud i et tempo, hvor det ikke kommer til at påvirke forretningen negativt. Derfor vil processen på tværs af koncernen strække sig over to til tre år, siger Preben Sunke, der er koncernens økonomidirektør.

Danish Crown oplyser, at medarbejderne i de enkelte forretningsenheder vil blive orienteret i takt med, at beslutningerne om overflytning af den enkelte funktion tages.

Når overflytningen til Krakow er fuldt gennemført, er forventningen en årlig besparelse på omkring 40 millioner kroner.

Intet kæmpedomicil i 2020

En anden af dagens helt store nyheder er, at Danish Crown udskyder sine planer om at bygge et nyt kæmpedomicil i Randers.

Det er ellers ikke mere end et år siden, at virksomheden stolt stod frem og fortalte om sine planer om at ombygge den tidligere pålægsfabrik i Sdr. Borup til et stort og moderne fælles hovedkontor for Danish Crown og Tulip Food Company.

– Vi må skuffe medarbejderne i Randers med meddelelsen om, at vi udskyder byggeriet af et nyt hovedkvarter, udtaler koncernens administrerende direktør, Jais Valeur, i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Vi står i en situation, hvor vores ejeres bytteforhold – altså forskellen på omkostningerne ved at opdrætte en gris og prisen, den kan sælges for – er udfordret af en lav notering, så derfor mener vi ikke, det er det rigtige tidspunkt at bygge. Det ændrer ikke ved rationalet i at samle Danish Crown og Tulip Food Company under et tag, men det bliver ikke i starten af 2020 som oprindeligt planlagt.

 Vil spare 650 millioner

Den tredje besparelse vil slagterigiganten finde ved at nedbringe omkostningerne på indkøb af alt andet end ejernes råvarer. Indtil nu har virksomheden haft et mål om at nedbringe disse omkostninger med en halv milliard kroner inden udgangen af 2020/2021, men nu hæves målet til 650 millioner kroner.

– Vi har opbygget en helt ny indkøbsorganisation, og vores specialister har identificeret mulige besparelser på indkøb for et markant større beløb end det, vi kom frem til i vores analyse i forbindelse med strategiarbejdet. Det er ikke besparelser, som vi kan hente hjem fra den ene dag til den anden, men vi er blevet bekræftet i, at det var et rigtigt valg at investere i nye kompetencer på indkøbsområdet, så derfor løfter vi målsætningen, fortæller koncernens økonomidirektør, Preben Sunke.

Kommentarer