Dagplejen på sommertur til kolonihaven i Bjergby
Solen skinnede smukt fra en skyfri himmel, da dagplerne i Spentrup forleden drog afsted på den årlige udflugt til den hyggelige kolonihave i Bjergbyparken.
I Bjergbyparken har Spentrup Ældrecenter et lille kolonihavehus, og en gang om året inviterer de ældre børn og dagplejere velkommen til en hyggelig stund sammen.
I år foregik det onsdag 21. juni, og allerede klokken 9 troppede dagplejere og børn op til fælles formiddagshygge.
– Vi startede med at synge lidt sange sammen, og derefter blev der lystigt nydt nybagte boller, kaffe, the og vand – og sørme også en skøn rabarberkage, fortæller dagplejer, Pia Pederesen.
Derefter var der tid til at lege og studere den hyggelige have.
Der var for eksempel et skønt jordbærbed med bær, som børnene kunne plukke og smage. Ribsbuskene var også ved at have flotte røde bær, som selvfølgelig også skulle smages på.
Der var også gang i kriblekrable-dyrene, og børnene fandt snegle med både sorte huse og brune huse.
Haven gav også plads at tumle sig på, og der blev løbet rundt om huset i fuld fart, fortæller Pia Pedersen
Efter et par dejlige timer i kolonihaven var det tid til at returnere til Spentrup igen, men børn og ældre ses igen, når dagplejen om tirsdagen kommer på besøg på ældrecenteret
Kommentarer