Assentoft

Kræftfremkaldende gas fundet i kommunale bygninger

Vuggestuen Firkløveren på Nørrebrogade 2 i Randers C, er et af de institutioner, hvor kommunens folk har identificeret et for højt niveau af den sundhedsskadelige luftart radon

Vuggestuen Firkløveren og børnehaven Skovly i Randers samt den integrerede institution Kombi i Romalt og et klasselokale på Assentoft Skole fremviser alle så højt et niveau af radon, at der bør ske tiltag i bygningerne. I Kombi er niveauet ti gange højere end det anbefalede. 

For øjeblikket gennemfører Randers Kommune målinger af niveauet af radon i alle dagtilbud og på kommunens skoler. De første resultater fra tre dagtilbud og et klasselokale på Assentoft Skole er indløbet. Målingerne viser samtlige steder et alt for højt niveau af den radioaktive luftart, der i for store mængder er sundhedsskadeligt og i værste fald kræftfremkaldende.

– Vi har straks kontaktet embedslægen og sundhedsmyndighederne for at høre, hvordan vi bedst handler på situationen. Alle forældre er indbudt til møde i starten af næste uge. Vi har ikke alle svarene nu på, hvordan vi bedst handler, men det forventer vi at have svar på til starten af uge 41, siger Dorte Brøns, chef i Børn og Skole, Randers Kommune.

Radon findes naturligt i undergrunden. Den kan sive op gennem fundamenter eller rørsammenfatninger. Luftarten er farveløs og kan ikke lugtes. Radon er ikke akut farligt, men det kan forårsage lungekræft.

Myndigheder kontaktet

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at niveauet for radon ligger under 100 bq/m3 (bequerel pr. kubikmeter luft). Er niveauet mellem 100-200 bq/m3 bør der ske udluftning. Er niveauet over 200 bq/m3 skal der udover udluftning også ske tiltag i bygningen.

Der er kommet resultater for dagtilbuddene Firkløveren i Randers, Skovly i Randers, et klasselokale på Assentoft Skole og institutionen Kombi i Romalt. Alle fire resultater viser et for højt niveau af radon. Firkløveren: 212 bq/m3 i børnehaven og 239 bq/m3 i vuggestuen Skovly: Over 300 bq/m3 Klasse 1.c på Assentoftskolen: Over 300 bq/m3. På Kombi i Romalt var niveauet på hele 1000 bequerel per kubikmeter.

Afventer svar fra embedslæge og sundhedsmyndigheder

Det samme gælder i skoleforvaltningen, hvor skolechef Henrik Johansen også forventer at orientere forældrene i uge 41.

– Vi afventer svar fra embedslæge og sundhedsmyndigheder. Vores fokus er på at sikre at både børn og medarbejdere er i et godt indeklima, og målingerne på både Assentoftskolen og de andre skoler fortsætter. Nu finder vi de rette løsninger og vil være meget opmærksomme på de gængse råd om at lufte ud, siger Henrik Johansen.

Randers Kommune skriver, at personalet har fået instruktion om at huske at lufte ud jævnligt, da det er et af de anbefalede tiltag, som børn og skoleforvaltningen allerede kendte til.

Målinger fortsætter:

Luftmålinger i kommunale daginstitutioner og skoler i Randers Kommune begyndte i foråret 2016 og fortsætter hen over efteråret, da det anbefales, at der måles i fyringssæsonen fra oktober til maj. Målingerne tager 3 måneder og går i gang i uge 42/43. Svar på målingerne forventes at indløbe i februar/marts 2017. Bygninger opført efter 1998 overholder krav om sikring mod radon.

 

Kommentarer