Samfund

Cyklister kommer oftest alvorligt til skade i kryds

Plakater langs vejene og grafikker på asfalten opfordrer bilisterg cyklister til at bruge 2 sekunder mere, inden de passerer et kryds. Foto: Randers Kommune.

Hvis cyklister og bilister brugte et øjeblik mere på at kigge sig for i kryds, kunne mange alvorlige cyklistulykker undgås. Derfor går Rådet for Sikker Trafik og landets kommuner sammen i en fælles indsats.

Når man som cyklist nærmer sig et kryds, er det en god ide at være ekstra opmærksom. Det er nemlig her, at risikoen for at komme alvorligt til skade er størst, og faktisk er det to ud af tre ulykker, hvor en cyklist kommer alvorligt til skade, som sker i kryds. Fordi cyklisten er relativt ubeskyttet, hvis der sker en ulykke, går det alt for ofte hårdt ud over cyklisten. 

Opfordringen om at have særligt fokus i kryds går dog både ud til bilister og cyklister. De alvorlige cyklistulykker i kryds sker nemlig ofte, når motoriserede køretøjer og cykler støder sammen. 

Det ønsker Randers Kommune at gøre noget ved, så færre borgere skal ende i en ulykke: 

“Vi har alle et ansvar, når vi bevæger os rundt i trafikken. Især opmærksomhed og tid er væsentlige faktorer til at undgå ulykker. Derfor bakker Randers Kommune op om kampagnen “Brug 2 sekunder mere” og håber, at budskabet får flere til at tænke sig om, så vi kan reducere antallet af ulykker, ” siger Nick Zimmermann, formand for Miljø – og teknikudvalget i Randers Kommune. 

I kampagnen ‘Brug 2 sekunder mere’ sætter Rådet for Sikker Trafik og 56 af landets kommuner fokus på netop krydssituationen, hvor plakater langs vejene og grafikker på asfalten opfordres til, at man kigger sig bedre for. 

I perioden 2016-2020 blev 82 cyklister dræbt og 1.821 kom alvorligt til skade i et kryds. Det svarer til, at to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker i kryds. 

Sommermånederne er højsæson for ulykkerne

Selvom ulykkerne i kryds sker året rundt, er der alligevel en tendens til, at krydsulykkerne topper på hver side af sommerferien, altså i maj og juni samt i august og september. De fleste ulykker sker på hverdage i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen, og det er derfor en god ide at kigge sig ekstra godt for, selv om man måske er sent på den til arbejdsdagens første møde. 

Sommermånederne er derfor et oplagt tidspunkt at minde cyklisterne og bilisterne om, at de skal orientere sig et øjeblik mere og være ekstra opmærksomme på hinanden. Et øjeblik mere til at kigge sig for kan nemlig gøre en stor forskel: 

“Alt for mange alvorlige cyklistulykker sker i kryds, og det kan have store konsekvenser. Det er særligt tragisk, fordi de fleste af ulykkerne kunne have været undgået, hvis blot bilisten og cyklisten havde orienteret sig bedre. Ingen ønsker, at ulykken sker, så derfor opfordrer vi til, at man bruger to sekunder mere på at kigge sig for i kryds,” siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik. 

Cyklistulykker i kryds fordelt på politikredse (2016-2020)

Herunder ses antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister i krydsulykker fordelt på politikredse.

Bornholm: 12 – Fyn: 145 – Københavns Vestegn: 173 – København: 404 – Midt- og Vestsjælland: 111- Nordsjælland: 179 – Sydsjælland og Lolland-Falster: 106 – Nordjylland: 160 – Midt- og Vestjylland: 136 – Østjylland: 221 – Syd og Sønderjylland: 114 – Sydøstjylland: 142. 

Fakta om cyklistulykker, 2016-2020:

I perioden 2016-2020 blev 82 cyklister dræbt og 1.821 kom alvorligt til skade i krydsulykker, hvilket svarer til, at to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker i kryds. Ser man på samtlige cyklistulykker i perioden, blev 145 cyklister dræbt og 2.649 kom alvorligt til skade.

Kommentarer