Chokoladekalendere solgt i Randers hjælper udsatte børn
Kom med onsdag den 14. november 2018, når Frellsen Chokolade i Rådhusstræde og Randers Storcenter byder børn i følge med en voksen på varm kakao og smagsprøver.
Det sker i forbindelse med lanceringen af årets chokoladekalender, som støtter Red Barnets arbejde for udsatte og sårbare børn. En kalender, der glæder i julen – og hjælper udsatte børn med positive oplevelser i juletiden og resten af året.
For alt for mange udsatte børnefamilier i Danmark er december ikke hjerternes fest, men en måned med hjertebanken af de forkerte årsager. Juletiden kan være ekstra svær for børn i trængte familier, når der ikke er økonomi eller overskud til juletræ, julegaver og julekalendere. Børnene oplever at stå uden for fællesskabet, når de ikke har samme muligheder som deres kammerater.
Derfor sætter Red Barnet ind med julearrangementer for udsatte familier i oplevelsesklubber landet over. De er med til at give positive oplevelser og fællesskaber til børnene og deres familier.
Den 14. november lancerer Frellsen Chokolade en lækker chokoladekalender, hvor 10 procent af salget går til Red Barnets arbejde – blandt andet arrangementer i oplevelsesklubberne både i juletiden og resten af året.
– Det er afgørende for alle børn uanset baggrund, at de føler sig som del af fællesskabet. Det giver børnene en masse gode oplevelser, glade minder og styrker dem. Vi ved, at særligt højtider som julen, hvor rigtig mange af deres kammerater har mange hyggelige arrangementer med familien og taler om pakkekalendere og julegaver, kan være svær for børn i udsatte familier. Lige netop i denne tid kan man hurtigt føle sig alene og udenfor, når pengene er små, og der ikke er meget overskud til at julehygge, siger Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet.
Gratis varm kakao og smagsprøver til børn
I forbindelse med lanceringen af årets chokoladekalender inviterer Frellsen i Rådhusstræde og Randers Storcenter alle børn i følge med en voksen på en kop varm kakao og en smagsprøve på chokoladen i årets julekalender onsdag den 14 november 2018.
– Vi vil rigtig gerne invitere alle vores kunder indenfor og give dem mulighed for at støtte op om den gode sag. Vi glæder os over at kunne være med til at støtte børn, der har det svært, og håber, vores kunder vil tage godt imod kalenderen, så vi sammen kan gøre en forskel, siger Peter Frellsen, direktør i Frellsen Chokolade.
Kommentarer