Assentoft

Butikker måske på vej i Assentoft og “udkants-Randers”

Assentoft, Hornbæk, Århusvej og Ydervangen er nogle af de steder der er i spil, når politikerne på mandag skal tage stilling til, hvor der må etableres nye butikker.

Det sker, når de vedtager et forslag til kommuneplantillæg der beskriver, hvor der må etableres nye butikker, og hvor der må udvides. Forslaget har været i høring i løbet af foråret, og nu skal politikerne beslutte, hvilke retningslinjer, der skal gælde i de kommende år, skriver Randers Amtsavis.

Assentoft

Borgerforeningen i Assentoft har lavet en underskriftsindsamling som 860 har sat deres navn under. De ønsker ikke, at butiksområdet midt i byen flyttes fra Storegade til Skovvangsvej/Gl. Grenåvej. Heller ikke de handlende i Assentoft er begejstrede for flytteplanerne, som er beskrevet i forslaget til kommuneplantillæg. I udvalget for miljø og teknik er der stemning for, at Assentoft tages ud af tillægget, og der laves et selvstændigt tillæg for byen senere, skriver Randers Amtsavis.

Ydervangen

Der er fra erhvervslivets side ønske om at udvide bydelscentret på Ydervangen til det dobbelte antal kvadratmeter, så der kan etableres butikker på i alt 2900 kvadratmeter. Dermed bliver der plads til nye butikker i området. Det er politikerne uenige om.

Over Hornbæk

Rema1000 i Hornbæk vil gerne udvide. Desuden er der ønske om at etablere en helt ny dagligvarebutik på Elro-grunden. Det sidste har et flertal i byrådet tidligere afvist på mødet 26. oktober sidste år. Udvalget for miljø og teknik mener, der skal gives mulighed for at Rema1000 udvider 150 kvadratmeter, til 1000 kvadratmeter butik i alt.

Århusvej

Pro Developments ønsker at der laves et bydelscenter ved det tidligere Kiwi og HTH – to butikker der nu står tomme.Amsler Arkitektur foreslår på vegne af en del grundejere, at hele området langs Århusvej udlægges til detailhandel. Byrådet afviste i oktober sidste år, at der skulle arbejdes videre med et bydelscenter på Århusvej. Det er ikke muligt at udlægge hele området til bydelscenter, fastslår forvaltningen.

Kommentarer