Randers By

Buschauffør afslørede indbrudstyv

Østjyllands Politi modtog natten til tirsdag klokken 00.50 en anmeldelse fra en 63-årig buschauffør, der, mens han cyklede hjem fra arbejde, hørte et højt brag på Mirabellevej i Randers NØ.

Manden besluttede sig for at cykle hen til en virksomhed, hvor han kunne se, at der lå en stige uden for sikkerhedshegnet. På den anden side af hegnet kunne han se, at der stod en mand. Han spurgte, hvad han lavede der, og manden svarede, at han arbejdede der.
Men da han svarede forkert på, hvad virksomheden hed, og da han ikke kunne åbne lågen, men i stedet kravlede over hegnet og forlod stedet til fods, blev den 63-årige buschauffør mistænksom.

Han ringede derfor til politiet, mens han cyklede efter manden. Med politiet i røret kunne han guide patruljen frem til der, hvor manden stod, og politiet kunne kort efter anholde ham. Den 49-årige mand blev sigtet for forsøg på indbrud.

Kommentarer