Debat og politik

Budgetaftale 2025-2028 er indgået

kommune Aftalen om budget 2025-2028 er indgået fredag 20. september 2024 mellem partierne Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, og Radikale Venstre.

Pressemeddelelse, Randers Kommune:

Aftalen om budget 2025-2028 er indgået fredag 20. september 2024 mellem partierne Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, og Radikale Venstre.

Borgmester Torben Hansen (S) udtaler om aftalen:

“Midt i en meget alvorlig økonomisk situation, er det lykkedes at lave en budgetaftale, der både har stærkt fokus på forebyggelse, giver et meget stort løft til socialområdet og tager hul på de udfordringer, vi har i Randers Kommune. Samtidig er det en forsvarlig aftale. Jeg vil gerne takke for den store vilje til at finde frem til en aftale i et godt og tillidsfuldt samarbejde,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

“I Socialdemokratiet er vi glade for, at en skattestigning på 0,2 procent sikrer det almene skoleområde og reducerer besparelsen på ungdomsskolen. Samtidig sikrer vi et stærkt EUD-tilbud i 8. og 9. klasse. Vi er også glade for, at projekter der hjælper unge i gang med uddannelse, job og fritidsjob fortsætter, ligesom vi ikke har skåret ned på rengøringshyppigheden blandt vores ældre, og så er der sat 7 mio. kr. af til renovering af skolebygninger,” siger Steen Bundgaard, gruppeformand i Socialdemokratiet.

“Vi går med i en budgetaftale til trods for en 0,2 procent skattestigning, som ikke er en del af Venstres dna. Derfor lægger vi vægt på, at der er tale om en midlertidig skattestigning. Samtidig får vi sat en ny retning for en bæredygtig fremtid i Randers Kommune med en lang række tiltag samt friholder folkeskolen for besparelser, skaber mulighed for et nyt friplejehjem og viderefører Vorup Børne- og Ungdomshus,” siger Claus Berggren, gruppeformand i Venstre.

“Vi har lagt vægt på, at vi med denne aftale investerer i fremtiden via vores børn, vi friholder almen-skolen, så vi i højere grad kan inkludere flere børn, og samtidig skærmer vi ungdomsskolen for store besparelser. Vi friholder også vores veteraner, det skylder vi dem som tak for den indsats, de gør for Danmark. Vi ønsker en ny retning for Randers og gør op med 40 års huslejeregulering og sikrer en øget kontrol med socialt bedrageri,” siger Bo Vestergaard, konservativ formand for Beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune.

“Randers Kommunes økonomiske situation kræver politisk ansvarlighed. Vi er glade for, at besparelserne på Randers Ungdomsskole er reduceret kraftigt. Vorup Børne- og Ungdomshus er reddet. På folkeskoleområdet er en pæn del af besparelserne elimineret ligesom på forebyggelsesområdet. Endelig opdateres p-pladserne på Ulvehøj Stadion, og besparelserne på kulturområdet reduceres. Det er vi meget tilfredse med, og vi oplever, at alle aftalepartier har vist evne til at indgå et svært kompromis,” siger Mogens Nyholm, gruppeformand for Radikale Venstre.

Kommentarer