Debat og politik

Borgmesterens nytårshilsen: “2025 vil bringe både håb og udfordringer”

Torben Hansen fremhæver i sin nytårshilsen blandt andet Klyngehuset Kronjylland. Onsdag 31. januar tog han sammen med formand for Landsbyklyngen Kronjylland, Knud Pedersen (tv.), og formand for Albæk Borgerforening, Bent Eriksen, første spadestik til Klyngehuset, som blev indviet i oktober. Arkivfoto: Gitte Hagsholm

Af borgmester Torben Hansen.

I 2024 blev vi mindet om verdens usikkerheder. Vi modtog alle en folder fra Beredskabet om, hvordan vi forbereder os på kriser. I 2025 skal vi styrke beredskabet i vores område, så vi kan håndtere alt fra ildebrande til oversvømmelser. Klimaforandringerne er nemlig ikke længere noget fjernt. De er her nu, og vi kan ikke passivt se til.

Derfor handler 2025 om handling: Om at reducere CO2-udledningen, bruge færre ressourcer og værne om naturen. Der er ingen plan B. Der er ingen planet B. Ingen kan løfte opgaven alene, men i fællesskab kan vi gøre en forskel.

I 2024 tog vi konkrete skridt i Randers kommune: Vi lancerede Elektronikcirklen, så elektronik kan genanvendes. Præcis som kommunens Møbelcirkel sikrer genbrug af møbler. Det nytter, når vi køber i genbrugsbutikker, undlader at bruge gift i haven og skruer ned for energiforbruget. Hver indsats bringer os tættere på en grønnere fremtid.

Jeg er stolt over, at Randers Kommune i slutningen af 2024 blev kåret til verdens bedste indkøber af fødevarer. Vi siger f.eks. nej til turbokyllinger og buræg og bruger el-lastbiler til transport.  86 procent af al forbrugt strøm blandt alle forbrugere i Randers Kommune er allerede grøn, hvilket placerer os i top tre på landsplan og nummer et i Østjylland. Og mere vedvarende energi er på vej.

Byudviklingen følger samme kurs. I oktober indviede vi Klyngehuset i Albæk midt i Naturpark Randers Fjord. Det er bygget efter den frivillige bæredygtighedsklasse og omgivet af rig natur. Her samles aktiviteter og fællesskaber. Det er flot arbejde.

Vi tænker også på klimaforandringernes konsekvenser. I 2024 indviede vi Justesens Plæne. Før en gold græsørken og nu trives både mennesker og natur her, og ved ekstremt vejr kan området opbevare store mængder vand – ligesom Storkeengen ved Gudenåen. Vi forebygger oversvømmelser, samtidig med, at vi skaber en smukkere og mere levende kommune.  Med den grønne trepartsaftale står vi foran en historisk chance for at sikre vandmiljøet i Gudenåen og Randers Fjord. Jeg ser frem til det arbejde.

Men bæredygtighed handler ikke kun om klima. Det handler også om hverdagen for dig og mig. Om at gå i skole, tage en uddannelse, have gode jobmuligheder eller starte egen virksomhed. Vi har stærke uddannelser og håndværkertraditioner. Vi har mange dygtige små og mellemstore virksomheder og iværksætterånd. Et nyt erhvervsforum skal sikre, at vi bliver endnu bedre til at lytte til hinanden og finde fælles løsninger.

For børnene i skolerne er det vigtigt, at vi investerer i rammerne. Derfor er det så vigtigt, at vi i folkeskolerne både har bootcamps, der understøtter børn med ordblindhed, indsatser der fremmer læselyst og indsatser for dygtige børn. Og vi har i byrådet netop sat midler af til, at vores – landets største fodboldlinje – kan udvide. Her dyrker ca. 2000 børn fællesskab og aktivitet – og fodbold. Vi har også besluttet, at skolernes bygninger i højere grad skal understøtte fællesskab og en skole for alle. Det er der i alt afsat 130 mio. kr. til i de kommende år. For det er vigtigt, at rammen om at lære og gå i skole følger med.    

Bæredygtighed rummer også at tage hånd om vores svageste og sårbare medborgere. I 2024 vedtog byrådet et budget 2025-2028 som tilfører socialområdet 65 mio. kr. Det er en investering i mennesker, der har brug for støtte.

Sagen om Nordic Waste har naturligvis også fyldt meget for os alle i Randers. Men især borgerne i Ølst har det seneste år stået utroligt meget igennem, og til jer vil jeg gerne sende en særlig nytårshilsen. Et lille lyspunkt er, at vi nu kan se frem til et forår med genåbning af Gl. Århusvej, og at Alling Å allerede igen flyder med rent vand. Vi vil fortsat arbejde hårdt på, at det bliver forureneren, der ultimativt kommer til at betale regningen.

Ja, 2025 vil bringe både håb og udfordringer. Men når det gælder, løfter vi i flok i vores lokale fællesskab. Vi viser allerede, at vi kan handle sammen. Lad os træde ind i det nye år med glæde, fordi vi ved, at vores indsats virker.

Når vi står sammen, er mulighederne store.

Rigtig godt nytår til jer alle.

 

Kommentarer