Randers By

Børsen-vinder besøger Randers

Jørgen Glud med Borba-rosevin. Pressefoto

En portugisisk rosévin, der importeres af Glud Vin i Randers, vandt i 2015 en stor blindsmagning i Dagbladet Børsen. To år senere kunne indehaver Jørgen Glud fejre, at også en rødvin fra Portugal havde vundet i en tilsvarende blindsmagning i samme dagblad.

Og det helt specielle i denne sammenhæng er hverken at have to vindervine eller at begge var fra Portugal. Men derimod at de to vindervinde kom fra samme vinhus, Adega de Borba.

– Eller rettere fra det samme vin-kooperativ, som svarer til et dansk andelsselskab, forklarer Jørgen Glud.

Kooperativet Adega de Borba blev etableret i 1955 og er en sammenslutning af omkring 300 vinbønder i Alentejo-området i det sydlige Portugal. Borba har flere gange høstet international anerkendelse for sine vine.

Ekstra travlhed

Efterspørgslen efter vindervinene i Randers var begge gange så overvældende, at lagrene blev tømt på mindre end en dag. Og der måtte hentes ekstra forsyninger fra Portugal af flere omgange.

– Portugal er meget andet end bare portvin. Der findes over 250 spændende lokale druesorter, som kun dyrkes i Portugal. Og du får virkelig gode vine til en god pris, lyder det fra Jørgen Glud, der vurderer, at Portugal er et af tidens allermest spændende vinlande.

– Vi har et stort udvalg af portugisisk vin, og vinene fra Adega de Borba har været en fast del af vores sortiment i mange år, fortæller Jørgen Glud, der lige nu glæder sig til at byde velkommen til samarbejdspartneren i Randers onsdag 24. maj.

Adega de Borba gæster Danmark i forbindelse med et arrangement, der byder på både vinsmagning, goodiebag og foredrag.

Isabel Ramos og Teresa Alho fra Adega de Borba vil fortælle historien om det spændende vin-kooperativ og vinene derfra. Hver deltager får en lækker goodie-bag med chokolade, vin og andre lækkerier.

Der er stadig enkelte ledige billetter til arrangementet på www.gludvin.dk

Fakta

Glud Vin er importør af vine fra hele verden. Det Randers-baserede firma startede som importør med speciale i oversøiske vine, men sortimentet tæller i dag også europæiske vine. Vinene sælges både via webshoppen og butikkerne i Randers og Rønde. Glud Vin leverer også vine til restauranter, vinforretninger og erhvervsvirksomheder i Danmark og Sverige. Indehaver er Jørgen Glud, som etablerede firmaet i 2002.

Kommentarer