Blues Beatles i Randers Ugen
En af forårets største sensationer indenfor rock, pop og blues har uden tvivl været det brasilianske band Blues Beatles, der i marts-april gav 10 forrygende, udsolgte koncerter i Danmark.
Forårsturen var brasilianernes første besøg i Europa, og efter hjemrejsen er de nu i fuld gang med at turnerer rundt i Brasilien og USA.
Rygterne om Blues Beatles løb forud for turen i Danmark. Mange millioner har set deres videoudgaver af ”A Hard Day’s Night”, ”Ticket To Ride” og ”Can’t Buy Me Love” på YouTube.
Forventningerne var store, og spørgsmålet var, om bandet kunne leve op til videoproduktionerne.
Svaret var stjerneklart: Blues Beatles oversteg selv de højeste forventninger og efterlod den ene koncertsal efter den anden med et både rørt og begejstret publikum, der straks overfaldt det danske bookingbureau DGM og brasilianernes Facebook-sider med spørgsmålet om, hvornår de kommer igen.
Og, heldigvis blev Danmark og Randers sat på turnéplanen til den 18. august!
Det bliver et brag af en afslutning på Randers Ugen 2018 i Domen på Justesens Plæne. Mange positive publikumsreaktioner kom efter forårets koncerter og sagde blandt andet:
– Det er ikke dårligt at få julegaver til påske. Det fik vi af Blues Beatles.
– Efter Blues Beatles bliver det svært at lægge en ordinær Beatles-plade på grammofonen.
– Jeg har haft mange store oplevelser i den her koncertsal. Blues Beatles slår alt.
– Blues Beatles kopierer ikke Beatles. De fortolker og fornyer sangene fra 60’erne, så det er en sand fornøjelse.
Det sidste er uden tvivl essensen i succesen for Blues Beatles. De giver ny energi til de gamle – med alt forladt – ofte 60’er-tunge Beatles-sange, så de bliver en ny oplevelse for publikum samtidig med, at sangene kunne få tårerne frem i øjenkrogene hos selv den mest inkarnerede Beatles-fanatiker.
De seks musikere er alle fremragende på hver deres instrument. De sprudler af spilleglæde, og kærligheden til Blues, Groovy Soul og Beatles når langt ud over scenekanten.
Kommentarer