Randers By

Bioblitz og Go’ Morgen Danmark ved Randers Naturcenter

Se billedserie TV2 ankom tidligt i morges til Randers Naturcenter for at producere Go' Morgen Danmark og TV2 Vejret. Billedserie: Jan Szwed.

Fredag formiddag besøgte Go’ Morgen Danmark og TV Vejret Randers Kommune. Anledningen er projektet ”Danmark redder jord”, der skal sikre levesteder til planter og dyrearter i fremtiden.

Optagelserne fra fra i dag bliver en del af et stort show på TV2 i samarbejde med Den Danske Naturfond på søndag den 23. maj.

TV2 og Den Danske Naturfond samler ind til en rigere og mere mangfoldig natur i Danmark. Det kulminerer søndag den 23. maj 2021 i et stort TV2 show. Her kan hele Danmark kan være med til at redde jord, der kan sikre levesteder til truede, sjældne og almindelige planter og dyrearter.

– Randers er Nordens Amazonas med floddelta og sivrørsjungle, hvor oddere, krybdyr, fugle og mange andre arter lever ved bredden af Gudenåen. Jeg glæder mig til at give resten af Danmark et indblik i vores unikke natur her i Randers Kommune, udtaler borgmester i Randers Torben Hansen.

Efter udsendelsen gik to skoleklasser fra Langå og lokale naturnørder i gang med at finde, artsbestemme og registrere dyr og planter fra området i en såkaldt bioblitz, hvor målet er at finde så mange arter som muligt.

Fredag eftermiddag slog Randers Naturcenter også dørene op til et arrangement for lokalbefolkningen med fokus på livet i den unikke natur ved bredden af Gudenåen.

Her kan man deltage i bioblitzen ved at gå på jagt efter dyr og planter i området. Man kan få hjælp af fagfolk til at artsbestemme sine fund.

Kommentarer