Billigere biler har endnu ikke lokket forbrugerne

Det er blevet billigere at købe familiebiler, efter afgiftsændringerne trådte i kraft i efteråret. Familierne lader dog vente på sig ude hos bilforhandlerne. Her har man nemlig endnu ikke mærket effekten.
Forretningschef Jan Kronborg fra automobilforretningen Pedersen & Nielsen i Randers havde håbet på, at der ville komme skub i salget, da afgiftsændringerne faldt på plads, men her har kunderne været meget forsigtige.
– Vi har haft et efterslæb oven på den her afgiftsændring, der træk ud i to en halv måned, hvor kunderne blev væk. De stod ikke i kø, da det var ovre, siger han.
Selvom det har set sløvt ud, så er bilforhandlerne fortrøstningsfulde forud for starten på 2018. Det fortæller chef for politik og analyse i Autobranchen Danmark, Frank Korsholm.
– Optimismen er kommet tilbage igen, og man har vænnet sig til de nye priser. Så nu er der tillid til, at bilpriserne holder, siger Frank Korsholm.
Kommentarer