Besøg et moderne storkøkken
Torsdag den 14. juni 2018 holder Randers Kommunes produktionskøkken åbent hus fra klokken 12-15. Ved åbent hus arrangementet er der mulighed for at se, hvordan maden bliver tilberedt og pakket og få en snak med personalet. Desuden kan besøgende på dagen få sig en kop kaffe og smagsprøver på nogle af de mange retter, som Madservice Kronjylland tilbyder sine kunder.
Madservice Kronjylland laver middagsmad til godt 1000 hjemmeboende pensionister i Randers og Norddjurs Kommune samt dele af de varme måltider til Randers Kommunes centercaféer, plejeafdelinger og boenheder – så det bliver til rigtig mange måltider mad hver uge.
De interesserede gæster får mulighed for at se produktionslokalerne, hvor maden bliver tilberedt og pakket. Man kan også benytte lejligheden til at få en snak med personalet, ligesom repræsentanter fra “smagspanelet”, bestående af medlemmer fra Randers kommunes ældreråd, vil være til stede. Paneldeltagerne kan bl.a. fortælle om prøvespisningen og samarbejdet omkring maden i ældreområdet.
Mulighed for transport
Madservice Kronjylland holder til på Falstersvej 2, 8940 Randers SV.
For personer, som ikke selv har mulighed for transport, har Madservice Kronjylland arrangeret bustransport fra busterminalen i Randers klokken 11.45 og 12.30 og 13.00 (påstigning ved pølsevognen).
Bussen kører retur fra Madservice Kronjylland efter behov, dog senest klokken 15.00.
Kommentarer