Randers By

Barytonen Thomas Storm erstatter en syg Bo Skovhus

Thomas Storm. Arkivfoto.

Randers Kammerorkester fejrer onsdag den 15. august 2018 kl. 19.30 David Riddells 25-års jubilæum som orkesterchef med en festlig jubilæumskoncert, hvor barytonen Bo Skovhus og sopranen Henriette Bonde Hansen er inviteret med som solister. Bo Skovhus er imidlertid blevet syg og er derfor forhindret i at deltage i koncerten.

Bo Skovhus er ked af ikke at kunne være med til at fejre David Riddells 25-års jubilæum, men det er til gengæld lykkes at engagere barytonen Thomas Storm, der synger det planlagte program sammen med Henriette Bonde Hansen. Thomas Storm står som ung sanger på tærsklen til en stor karriere, der allerede har bragt ham rundt til koncertsale i bl.a. New York, Berlin og Manila, og han har sunget en lang række stor operaroller på bl.a. Det Kongelige Teater.

Thomas Storm medvirkede første gang i Randers Kammerorkesters sæsonprogram ved nytårskoncerterne i januar 2017. Siden debuten fra Det Kongelige Operaakademi i 2011 har Thomas Storm etableret sig som en af de mest efterspurgte unge sangere. I 2010-2011 medvirkede han i Det Kongelige Teaters opsætning af Puccinis La Bohéme sammen med verdensstjernen Anna Netrebko, og to år senere modtog han Reumert-talentprisen for en rolle i Mozarts Cosi van tutte på Aarhus Sommeropera med Randers Kammerorkester i orkestergraven.

Thomas Storm var i 2014 solist i DR SymfoniOrkesters nytårskoncerter, og samme år optrådte han sammen med bl.a. Odense Symfoniorkester og Braunschweig Staatsorchester i Tyskland. Han blev i 2013 udnævnt til Carl Nielsen kunstner hos Odense Symfoniorkester, og i 2015 markerede han 150 året for Carl Nielsens fødsel med en række koncerter i New York og Berlin samt en koncert med Philippine Philharmonic Orchestra på Filippinerne. Blandt Thomas Storms fremtidige opgaver venter rollen som Danilo i Lèhars Den glad enke og titelrollen i Mozarts Don Juan.

Kommentarer