Randers By

Bandidospræsident i Randers dømt i narkosag

Den lokale Bandidos-præsident i Randers, Carsten ‘Caks’ Bech blev mandag ved retten i Randers idømt tre år og tre måneders fængsel i en større narkosag. Det skriver Ekstra Bladet

I samme kompleks er medrockeren, Bo ‘Pølsebo’ Steffensen frifundet – det fortæller anklager i sagen, Morten Rasmussen. Også Steffensens søn var tiltalt i sagen, han fik fem måneders fængsel. Det samme gjorde en anden af de tiltalte mænd.

Yderligere fik en kvinde to måneders fængsel, mens en fjerde mand, der var tiltalt i sagen fik to års fængsel. Alle er enten del af Bandidos i Randers eller har tilknytning til klubben.

Og oprindeligt var sagen ganske bastant – eksempelvis var ‘Pølsebo’ tiltalt for blandt andet 170 kilo hash, men endte altså med at blive frifundet, refererer Ekstra Bladet.

Præsidenten – ‘Caks’ – blev dømt for 1 kilo amfetamin, syv kilo hash samt et forhold om afpresning. Også han var oprindeligt tiltalt for tre et halvt kilo amfetamin og 15 kilo hash, men blev dømt for mindre. Det oplyser hans advokat, Mette Grith Stage, ifølge Ekstra Bladet.

Sagen havde yderligere det aspekt, at ‘Caks’ afsonede en anden dom, da den aktuelle sag tog sin begyndelse.

Her var han dømt for rambuktyveri i Ringe, hvor en hæveautomat var målet.

Ifølge anklageskriftet indeholdt kontantautomaten 900.000 kr. i danske kr. Men dertil kommer et beløb i euro på 230.000 kr., så det samlede beløb i automaten var på 1.130.000 kr., som det ikke lykkedes rambuktyvene at få ud af automaten.

Det samlede erstatningskrav fra ødelæggelserne med en stjålet gummiged løb op i cirka en million kroner.

Kommentarer