Massiv kampagne for et Røgfrit Randers
”Vi sætter utrolig stor pris på den opbakning, Røgfri Randers får gennem partnerskabsaftalerne. Jo flere der bidrager, desto større chance har vi for at nå vores mål om, at 95 procent af borgerne i Randers Kommune skal være røgfri i 2025,” siger Leif Gade, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Randers Kommune.
Partner blev selv røgfri
Radio ABC har været partner i Røgfri Randers siden februar 2016, hvor radiostationen samarbejdede med sundhedscenteret om en kampagne for rygestoptilbud. Og samarbejdet fik flere positive konsekvenser, end den nye partner havde regnet med.
– Mens vi sad og arbejdede på kampagnen, spurgte min chef, om det ikke var noget for min kollega og mig selv at deltage i et af rygestopkurserne. Som resultat er vi begge røgfrie i dag, og en tredje kollega er lige startet på et tilsvarende kursus,” fortæller Morten Bekker, reklamekonsulent i Radio ABC.
Radio ABC støtter desuden op om det nye rygestoptilbud ”Randers Kvitter” med præmier i forbindelse med konkurrencer deltagerne imellem.
Rygestopevents og undervisning
En anden af Røgfri Randers-partnerne er Randers Statsskole. Rektor Lone Andersen mener, at det er vigtigt at samarbejde med de enheder i kommunen, der arbejder med forebyggelse – både inden for rusmidler og røg.
”Vi er i gang med at arrangere rygestopevents op til efterårsferien, og næste år bliver vores tutorer undervist af sundhedskonsulenter fra Randers Sundhedscenter,” fortæller Lone Andersen.
Private og offentlige virksomheder, organisationer, foreninger og institutioner i Randers Kommune kan melde sig om partner i projektet. Man kan kontakte rygestopkoordinator Inger Kruse Andersen på tlf. 51 56 21 97, hvis man vil vide mere om at være partner i projektet.
Fakta om Røgfri Randers
- Det er Randers Sundhedscenter, der koordinerer Røgfri Randers.
- Målet er, at højst 5 procent af de voksne borgere ryger dagligt i 2025.
- Røgfri Randers står for initiativer i institutioner, folkeskoler, ungdomsuddannelser, private og offentlige virksomheder.
- Indsatserne fra partnerne består blandt andet af rygepolitikker, rygestopevents og tilbud om gratis rygestopkurser til alle borgere.
Kommentarer