Ø. Bjerregrav

Ayoe fra Øster Bjerregrav er Danmarksmester i Dansk

Ayoe Brügger Larsen fra Øster Bjerregrav fik foruden medalje og pokal en præmie på 2.000 kroner, en roman samt noget snolder for at vinde DM i dansk. Pressefoto

Selvom 15-årige Ayoe Brügger Larsen fra Øster Bjerregrav overvejende har talt engelsk i sin skolegang, og hun har boet fire år i Kina, så har hun styr på den danske sprogskat. Forrige fredag blev kåret som vinder af Dansk i skolekonkurrencen ‘DM i Fagene’.

WOW! Det var juryens ord, da 15-årige Ayoe Brügger Larsen Øster Bjerregrav tog førstepladsen i dansk til ‘DM i fagene’.

Og hun fik meget flotte ord med på vejen.

– Wow står for velskrevet, velformuleret og velfungerende, fortæller Jens Raahauge, formand for bestyrelsen Dansklærerforeningens Hus, og for de fem begejstrede dommere.

– Det var simpelthen en blændende opgavebesvarelse (….) og det, vi lagde mærke til, var, at vinderen her kunne bruge et fængende og malende sprog, så man blev suget ind i det tekstunivers (….) og læserens opmærksomhed var simpelthen bare fanget med det samme, lyder det blandt andet i juryens motivation for at udpege Ayoe Brügger Larsen til vinder.

– Man mærkede tydeligt, at vinderen boede i sproget. Og vi har den teori, at vinderen faktisk har fået rigtigt meget foræret, ved at være læser, og derfor har vinderen så smukt et sprog, rundede Jens Raahauge af, inden vinderen kunne afsløres.

Det var da også en glad og overvældet Ayoe, der modtog beskeden om, at hun havde vundet

– Jeg blev vildt overrasket og selvfølgelig rigtig glad for, at de kunne lide mine tekster. Jeg plejer at skrive noget, jeg gerne selv vil læse, og som man kan relatere til som ung, fortæller hun.

International skolegang

Ayoe går i hvad der svarer til 9. klasse på Aarhus International School (AIS), hvor stort set al undervisning foregår på engelsk. Og sådan har det været, siden hun begyndte i 0. klasse, på en anden international skole i Kina, hvor familien boede i fire år.

– Så jeg er vant til at omstille mig mellem sprogene, og selvom vi taler meget engelsk, så er dansk faktisk et af mine yndlingsfag, siger Ayoe, som både læser og skriver meget.

– At skrive er for mig en måde at være kreativ på; ligesom at tegne eller male. Jeg kan godt lide at leve mig ind i den person eller situation, jeg skriver om. Det bruger jeg meget tid på, fortæller den nykårede verdensmester.

Begejstringen for danskfaget og -timerne på skolen tilskriver hun også sin dansklærer Tobias Jakobsen.

– Han er en rigtigt god lærer. Desuden er vi ikke mere end syv i klassen, og vi fungerer virkeligt godt sammen; vi har mange diskussioner om vores opgaver og samtaler i det hele taget. Vi trives bare godt sammen, fortæller Ayoe.

Tre-delt opgave

Deltagerne i konkurrencen skulle først skrive et kapitel til fantasyromanen ‘Jonas er udvalgt (på engelsk, The Giver) af Lois Lowry. Den opgave havde de et par uger til at løse.

– Jeg skrev om, hvordan man kan blive mobbet, hvis man er lidt anderledes, og så lagde jeg noget fantasi ind i det. For eksempel fjernede jeg alle farverne, og gav alle personerne ens tøj på for at fortælle historien om, hvorfor det måske er sjovere, hvis vi er lidt forskellige, forklarer Ayoe om sin tilgang.

Dagen efter den var afleveret fik deltagerne til opgave at lave en bagsidetekst til bogen, de havde skrevet et kapitel til. Og endelig skulle de skrive et debatindlæg om unges læsevaner.

– Jeg påpegede nogle af årsagerne til, at mange unge læser mindre. Man er udsat for mange distraktioner og forstyrrelser fra de mange sociale medier. Man mister koncentrationen, når man hele tiden bliver bombarderet med indtryk og informationer. Og så mister man koncentrationen og tålmodigheden ved for eksempel at læse en bog. Det går ikke hurtigt nok, og der er ikke noget der chokerer, forklarer hun om sit debatindlæg, som dommerne også var meget begejstrede for.

– Der er en flot formulering omkring problemerne, men peger også på nogle mulige løsninger, lød det blandt andet fra Jens Raahauge.

Forfatter in spe?

Selvom Ayoe har stor glæde ved at skrive, og nu tilmed har fået et håndfast bevis på, at hun også har evnerne, så har hun ikke lagt sig fast på forfattervejen.

– Det føles rigtigt godt med anerkendelsen og de flotte ord fra dommerne. Men jeg ved slet ikke, om det er den vej, jeg skal gå. Nu skal jeg lige være færdig med skolen, og så skal jeg på gymnasiet, så det er for tidligt at sige noget om endnu, lyder det  fra Ayoe.

– Men jeg vil nok begynde at skrive mere – og så uden for skolen, tilføjer hun.

Kommentarer