Asferg vil samle skole, idræt og natur i et nyt fælles projekt – men de har brug for hjælp
Visualisering af indgangspartiet ved Træningshuset Asferg, som det vil komme til at se ud. Til venstre ses trappen op til '100 meter forbindelsen'. Illustration: Randers Kommune.
Et nyt udendørs landskab skal samle børn, unge og voksne i Asferg og bygge videre på byens stærke fællesskab og frivillige engagement. Projektet ’Asfergs aktive landskab’ er nu indstillet til støtte fra Realdanias Underværker, men de skal lige have noget hjælp for at komme i mål.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@randers-netavis.dk
ASFERG – Asferg er ikke en by, der venter på, at udviklingen kommer af sig selv. For et par år siden blev byen kåret som Årets Landsby i Region Midtjylland – en anerkendelse, der blandt andet blev givet for det stærke lokale engagement, de mange frivillige kræfter og evnen til at løfte i flok.
Netop den drivkraft er nu afsæt for et nyt ambitiøst projekt: Asfergs aktive landskab. Et projekt, der skal skabe et sammenhængende, grønt og levende udendørs område midt i byen – og som lige nu søger opbakning gennem Realdanias kampagne Underværker.
Et projekt, der binder byen sammen
Asfergs aktive landskab skal forbinde skolen, Træningshuset i Asferg, Purhus Idrætsforening og en nyplantet skov i ét samlet udendørs landskab. Målet er at skabe et uformelt og aktivt mødested, hvor leg, bevægelse og fællesskab opstår naturligt – både i hverdagen og i fritiden.
Projektet er en del af Randers Kommunes områdefornyelse og tager udgangspunkt i eksisterende arealer, materialer og ressourcer. Ved at gentænke og forfine det, der allerede findes, vil man puste nyt liv i de offentlige udearealer og give dem en tydelig funktion i byens hverdag.
Her skal børn og unge kunne mødes i grønne omgivelser, få røde kinder og opleve fællesskab gennem bevægelse. Familier får et sted at samles på tværs i uformelle rammer, mens daginstitutioner og skole får nye lege- og læringsmiljøer under åben himmel. Samtidig får idrætsforeningens medlemmer et naturligt samlingspunkt før og efter træning – og hele byen får et sammenhængende område, der styrker fællesskabet og øger Asfergs attraktivitet for både nuværende borgere og kommende tilflyttere.
Projektet rummer blandt andet aktivitetsbaner med legeelementer, opholdssteder, en naturbaseret forvandling af den eksisterende legeplads, terrænændringer og ny beplantning omkring skolen samt en cykelbane integreret i et varieret bakkelandskab.
Borgernes ideer
Asfergs aktive landskab er ikke opstået bag et skrivebord. Projektet blev formet på et borgermøde i Træningshuset den 28. august 2024, hvor byens borgere bidrog med idéer og prioriteringer. Siden har en lokal frivillig styregruppe arbejdet videre med projektet i tæt samarbejde med Randers Kommune.
Den brede opbakning afspejler den samme lokale energi og handlekraft, som lå til grund for kåringen som Årets Landsby. Her blev Asferg fremhævet som et lokalsamfund, der formår at omsætte engagement til konkrete initiativer – og netop dét er kernen i det nye projekt.
Lokal opbakning er afgørende
Randers Kommune bidrager med 2,1 millioner kroner til realiseringen af Asfergs aktive landskab. Derudover er der allerede opnået støtte på 590.000 kroner fra Friluftsrådet og 350.000 kroner fra LAG Randers-Favrskov.
Den lokale styregruppe har nu søgt Realdanias Underværker-kampagne om 1,2 millioner kroner – en afgørende brik for at kunne føre projektet helt i mål.
I Underværker-kampagnen spiller den offentlige afstemning en central rolle. Derfor opfordrer styregruppen alle – både lokalt og udenfor Asferg – til at give deres stemme til projektet.
Man kan læse mere om og støtte Asfergs aktive landskab ved at stemme på hjemmesiden undervaerker.dk
Med din stemme kan du være med til at sikre, at endnu et lokalt initiativ bliver til virkelighed – og at Asferg fortsat kan bygge videre på den stærke fællesskabsånd, som allerede har sat byen på landkortet.
Læs også mere om projektet på kommunens hjemmeside.
















Kommentarer