112

Antallet af indbrud falder i Østjylland – bare ikke i Randers

Antallet af anmeldte indbrud i de Østjyske kommuner er samlet set faldet, viser nye tal fra Danmarks Statistik for andet kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år.

Det største fald er sket i Aarhus kommune, hvor der i andet kvartal 2019 er anmeldt 295 indbrud mod hele 457 i samme periode i 2018. I Skanderborg antal indbrud faldet fra 83 i 2018 til 65 i 2019. I Norddjurs var der 37 indbrud i perioden sidste og dette tal er faldet til 25 anmeldte indbrud i år.

I Randers blev der anmeldt 105 indbrud i andet kvartal i 2018 og dette tal er i år  104, altså nærmest status qou.

På trods af de store udsving fra kommune til kommune glæder vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Gert Bisgaard sig over det samlede fald.

– I Østjylland har indbrudsforebyggelse været et helt centralt omdrejningspunkt i flere år. Vi har haft høje indbrudstal i vores kreds, og med mange indbrud følger også utryghed. Vi er derfor rigtig glade for, at antallet af indbrud er faldende, siger vicepolitiinspektøren,

– Vi oplever, at der er rigtig mange, som aktivt nabohjælper, og når vi afholder borgermøder om indbrud, er der stuvende fyldt. Vi har også et rigtig godt samarbejde med lokale ildsjæle, som hjælper med at sprede budskabet om indbrudsforebyggelse og nabohjælp, og vi kommer altid ud med en patruljebil, hvis der har været et indbrud, siger Gert Bisgaard.

Nabohjælp stiger i Danmark

Mange indbrud sker i ferierne, og derfor kan det være en rigtig god idé at sikre sit hus og tilmelde sig Nabohjælp, inden huset forlades.

Der er 280.000 nabohjælpere i Danmark, og tallet er stigende.

– Der sker typisk mange indbrud i juli måned, men gode naboer er en af de bedste måder at beskytte sig imod tyven på. Naboer, der hilser på ukendte ansigter og spørger ind til deres ærinde på vejen, stresser en indbrudstyv, og vi ved, at aktiv nabohjælp kan forhindre op til hvert femte indbrud, siger Emilie Birk Jørgensen, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

Kommentarer