Livsstil og forbrug

Antallet af børn der passes i dagpleje er halveret på 10 år

I 2009 blev en tredjedel af alle landets småbørn passet i dagpleje, mens der kun var tale om hver sjette 10 år senere.

Vuggestue eller dagpleje? Dette er et valg, som mange danske forældre skal træffe, inden arbejdet kalder dem tilbage fra barslen, og et valg, som i de senere år i højere grad er faldet ud til vuggestuens fordel.

I 2009 blev rundt regnet 62.000 børn passet i dagpleje, hvilket svarer til 32 pct. af alle daværende 0-2 årige, et tal som var faldet til 31.000 børn i 2019, svarende til 17 pct. af de 0-2 årige.

”Statistikken fortæller ikke noget om, hvorfor antallet af børn i dagplejen er faldet, men der er flere muligheder,” forklarer chefkonsulent i Danmarks Statistik Bjarne Mann:

”For nogle kommuner kan der være tale om rekrutteringsvanskeligheder, hvor de kan have svært ved at finde dagplejere nok.”

”For andre kommuner er der måske tale om en politisk beslutning, hvor man ønsker at satse på vuggestuen i stedet for dagplejen.”

Andelen af dagplejebørn i forhold til det samlede antal 0-2-årige i befolkningen

Dagpleje1

Anm.: For 2015 og 2016 er antallet af dagplejebørn for de manglende 20 kommuner estimeret ud fra 2017-19 tallene.

Kilde: www.statistikbanken.dk/folk1awww.statistikbanken.dk/pas22 og www.statistikbanken.dk/boern2

Størst fald i antallet af dagplejebørn i Helsingør og på Læsø

Samtlige danske kommuner har oplevet et fald i antallet af indskrevne børn i dagplejen siden 2009, der er dog stor variation kommunerne imellem.

I nogle kommuner såsom Helsingør og Læsø er dagplejen gået fra at tælle hhv. 157 og 26 børn i 2009 til helt at være nedlagt i 2019. I andre kommuner såsom Vordingborg, Egedal og Halsnæs er antallet af indskrevne i dagplejen faldet med i omegnen af 80 pct.

De mindste fald er sket i kommunerne Samsø, i Rødovre og i Ishøj, hvor antallet af indskrevne i dagplejen er faldet med hhv. 11, 13 og 16 pct. fra 2009-2019.

Procentvise fald i antallet af indskrevne dagplejebørn. 2009-2019

dagpleje2

Kilde: Danmarks Statistik www.statistikbanken.dk/pas22 og www.statistikbanken.dk/boern2

Relativt flest passes i dagpleje på Samsø og i Skive

Selvom dagplejen har oplevet tilbagegang de seneste 10 år, så er der stadig kommuner i Danmark, hvor dagplejen står stærkt. Fx blev 66 pct. af småbørnene i Samsø Kommune passet i dagpleje i 2019 – en andel der som nævnt, kun er faldet med 11 pct. siden 2009.

Næsthøjest andel børn i dagpleje findes i Skive Kommune, hvor præcis halvdelen af kommunens småbørn i 2019 blev passet i dagpleje. Samsø og Skive Kommune er de eneste kommuner i landet, som i 2019 havde over halvdelen af de 0-2 årige indskrevet i dagpleje.

Disse kommuner efterfølges af Mariagerfjord, hvor 45 pct. af de 0-2 årige i 2019 var indskrevet i dagpleje.

Relativt færrest småbørn passes i dagpleje i Frederiksberg og Københavns Kommune, hvis man ser bort fra Læsø og Helsingør, hvor slet ingen børn passes i dagplejen . I Frederiksberg og Københavns Kommuner er kun 1 og 2 pct. af alle 0-2 årige i 2019 indskrevet i dagplejen.

”Når vi sammenligner børn i dagplejen med befolkningstætheden i kommunerne, kan vi se, at børn i kommuner med lav befolkningstæthed relativt oftere bliver passet i dagpleje,” forklarer chefkonsulent i Danmarks Statistik Bjarne Mann.

”Med andre ord: Jo mere ”landlig” en kommune er, jo mere tilbøjelig er kommunen til at passe de mindste via en dagplejeordning.”

”Det kan tænkes, at det er nemmere for en ”landkommune” at nå hele kommunen med et relevant og nærværende pasningstilbud for de mindste gennem en dagplejeordning fremfor at oprette daginstitutioner.”

Procentandel af alle kommunens 0-2 årige der passes i dagpleje. 2019

dagpleje3

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/boern2

Kommentarer