Randers By

Afsløring af skitse til kunstinstallation på Thors Bakke

Skitsen til et nyt, storstilet kunstprojektet, "Thorstrappen", er netop blevet afsløret for en række erhvervsfolk i Randers. "Thorstrappen" vil fylde 1000-1500 kvadratmeter og binde området Thors Bakke sammen med Randers by - samtidig bliver det både en moderne kunstinstallation og et nyt opholdsrum i byen. Skitsen er udarbejdet af den internationalt anerkendte kunstner Erik A. Frandsen. Nu går arbejdet med at skaffe midler til at virkeliggøre projektet i gang. Pressefoto.

Erik A. Frandsen har både skabt kunst til Landstingssalen på Christiansborg og udsmykket kronprinseparrets bolig på Amalienborg samt en række andre værker i både ind- og udland.

Han stammer fra Randers. Her var han som ganske ung cykelbud. Om nogen kender han byen med de mange bakker og niveauer. Derfor tager “Thorstrappen” afsæt i morænelandskabets særkende i Randers med mange forskydninger, lavdelinger og plateauer. Samtidig ønsker Erik A. Frandsen at skabe en trappe, der over 60 meter stiger ni højdemeter og forbinder boulevarden Østervold med boliger, biograf, ældrecenter og Sundhedscenter på Thors Bakke. Trappen vil bestå af cirkelrunde former i forskellige størrelser og plateauer skabt i hvid og indbydende beton og med belysning nedefra. Samlet set vil trappen fylde omkring 1000-1500 kvadratmeter og vil dermed også være synlig fra Randers Havn op gennem Østervold mod Thors Bakke.

– Det er mange år siden, at Randers trods sin størrelse som en af landets største byer, har fået ny og moderne kunst, der kan være med til at definere vores moderne samfund og bidrage til vores DNA. Randers er landets 6. største by. Det er en by, vi alle gerne vil, som vi holder af. Her er højt til loftet – det vidner den kunst vi allerede har i byen også om. Det er på tide, at vi får ny kunst ind i vores byrum. Thors Bakke og Thor er en del af vores fælles industrihistorie. Nu kan vi med moderne kunst skabe noget i en skala, som både giver os et nyt byrum og forbinder Thors Bakke med byen, sagde Torben Hansen og fortsatte:

– Det er en betydningsfuld proces, der nu går i gang. Det bliver stort. Det kommer også til at tage tid og vedholdenhed. Der vil være op- og nedture. Det vigtigste er, at vi går sammen.

I meget løse tal vil kunstinstallationen koste mere end 20 mio. kroner. De midler skal findes via fonde og bidrag fra enkeltpersoner og erhvervsliv. Direktør for Randers Tandhjulsfabrik, Søren Fischer, vil stå i spidsen for en komité bestående af erhvervsfolk, som går i gang med at samle midlerne ind. Søren Fischer udelukker ikke, at der også kan blive tale om indsamling blandt borgere, hvis et lokalt medie vil deltage i det.

– Det har været en fornøjelse at være med til at samle folk, der har en interesse i byen. Vi holder af vores bysamfund, og kunst og by hænger sammen. Det er i mødet med kunsten, at vi som mennesker stopper op på rejser i udlandet. Det er mellem kunst og by, at vi trives. Det her bliver en installation, man svinger ind om Randers for at opleve, og et sted, vi der bor her, vil søge hen. Det bliver fantastisk. Det er noget vi vil, det er noget vi kan, hvis vi gør det sammen, sagde Søren Fischer.

Grunden, som kunstværket ligger på, er et af de områder på Thors Bakke, hvor KPC Byg skal bygge. Direktør Kurt Poulsen har netop erfaring med at sikre plads til kunstinstallationer i byggerier. I foråret 2019 begynder KPC at bygge nord for restauranten Flammen på Thors Bakke. Det byggeri vil stå færdigt i 2021. Derefter begynder KPC at kigge på området, hvor “Thorstrappen” kunne ligge. Det giver den nye komité halvandet år til at finde midler til “Thorstrappen”.

Kommentarer