Dronningborg

Ældrecentre er endnu engang på spil i ny spareplan

Fårup Ældrecenter har tidligere været på spil i forbindelse med besparelser på ældreområdet. En ihærdig modstand fik dengang planerne forpurret, og nu er man klar til at gå på barrikaderne igen for at bevare det lokale ældrecenter. Privatfoto fra facebook

En ny boligplan for 2020-2025 peger på, at Randers Kommune, for at reducere omkostningerne på ældre området, bør nedlægge mindst ét af kommunens mindre plejehjem. Boligplanen peger på i alt fem ældre- og plejecentre, som kan komme i spil i den forbindelse, nemlig Fårup, Spentrup, Kristrup, Dronningborg og Aldershvile i Havndal. De to sidstnævnte var også i spil sidste år, mens Fårup Ældrecenter var i farezonen for to år siden. I morgen onsdag 11. september har kommunens omsorgsudvalg indkaldt til orienteringsmøde om boligplanen.

I perioden fra den 10.-24. oktober 2019 vil et forslag til en ny boligplan på omsorgsområdet være i høring. Det besluttede Randers Byråd på mødet i aftes mandag 9. september.

Ifølge boligplanen slipper kommunen ikke udenom besparelser på ældreområdet. Blandt andet foreslås det, at man som følge af åbningen af 24 plejeboliger på det nye Randers Friplejehjem lukker et af kommunens mindre plejecentre.

”Der er et økonomisk rationale i at nedlægge et mindre center frem for at nedlægge enkelte boliger spredt på flere centre. Ved at nedlægge et mindre center indeholder besparelsen også generelle driftsudgifter som ledelse, nattevagt, med videre”, lyder det blandt andet i boligplanen, som peger på fem navngivnecentre, der kan komme i spil.

Det drejer sig om Fårup og Spentrup Ældrecenter samt plejecenteret Aldershvile i Havndal foruden Dronningborg Plejecenter og Kristrupcentret.

Ved nedlæggelse af et helt plejecenter vil den gennemsnitlige besparelse pr. plads ifølge boligplanen være 216.800 kroner årligt, mens spredte, enkeltvise nedlæggelser af pladser på forskellige plejecentre kun vil give en besparelse på være cirka 100.000 kroner pr. plads, idet der der her ikke kan hentes besparelser på fast personale  med mere.

Borgermøde

Udmeldingerne om en mulig kommende lukning af et ældrecenter har vakt harme blandt borgere og pårørende til beboere, der bliver berørte. Samtlige plejecentre har protestbannere hængende, og flere har været ude at protestere imod kommunens planer. Politisk er der også modstand fra blandt andre SF og Velfærdslisten, som har arrangeret borgermøder i de berørte områder. Det første finder sted onsdag 16. september på Remisen i Tøjhushaven og omhandler Dronningborg Plejecenter.

Men allerede i morgen onsdag 11. september har Omsorgsudvalget inviteret til borgermøde, hvor man vil redegøre for boligplanen, og hvor borgerne kan stille spørgsmål og få luft for frustrationerne.

Kommentarer