Ældre kvinde mistede sin pung i tricktyveri
En 90-årig kvinde mistede torsdag klokken 11.00 sin pung efter en episode uden for sin bolig på Sjællandsgade i Randers C.
Den 90-årige forklarede, at hun og nogle naboer havde stået og talt sammen på gaden, da der kom en ung mand og kvinde hen til dem og talte om nogle pakker med medicin, som skulle afleveres til nogle andre beboere.
Da den 90-årige ikke kendte noget til pakkerne, gik hun ind til sig selv. Der opdagede hun, at hendes pung manglede og ikke længere lå i hendes taske.
Østjyllands Politi opfordrer til, at borgere er opmærksomme og skeptiske, hvis de bliver udsat for en lignende fremgangsmåde. Har man oplysninger om sagen, bedes man ringe 114.
Kommentarer