Fra i dag tirsdag og resten af ugen gennemfører politiet fartkontrol i hele landet. Advarslen skal i virkeligheden opfattes som en påmindelse, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
Selvom det måske kan virke mærkeligt om på forhånd at advare om øget fartkontrol, så er der ifølge Rådet for Sikker Trafik en god grund til det.
– Når vi går ud og advarer, så er fordi vi har et ønske om at få folk til at overholde fartgrænserne, fortæller Søren Ørsted Pedersen, pressechef hos Rådet for Sikker Trafik.
Han fortæller, at der er nogen, der kører for stærkt helt bevidst og nogen der glemmer at holde øje med farten.
– Det er de glemsomme, som vi forsøger at minde om at holde øje med deres fart. Vi ved, at når folk er klar over, at der er fartkontrol, så sænker de farten, forklarer han.
Folk ønsker ikke en bøde
De mange dødsfald er en af årsagerne til, at man langs vejene kan se tusindvis af skilte med teksten ”Sænk Farten”. De skal ligesom fartkontrollen minde danskerne om at lette på speederen.
– Vi har intet ønske om at fange mange. Tværtimod ønsker vi, at advarslerne kan få danskerne til at sætte farten ned. Politiet plejer også selv at advare. De ønsker ikke at skulle ringe på døren hos pårørende med den værste nyhed, man kan give, siger Søren Ørsted Pedersen.
Han fortæller, at folk ikke skal tænke fartkontrollerne som en pengemaskine, men derimod som en præventiv indsats, der skal ramme en helt bestemt målgruppe.
Fartkontrollen er i gang og varer ugen ud.
Kommentarer