Randers By

Åbent hus i kunstnermiljøet Atelier 12B

Se billedserie

Traditionen tro slår Atelier 12B i Jernbanegade dørene op fra lørdag til lørdag i Randers Ugen. Her kan man opleve 13 kreative kunstneres værker og møde nogle af kunstnerne i et spændende og farverigt miljø.

Den første åbningsdag er lørdag den 14. august, hvor der bydes velkommen med levende musik, der er kaffe på kanden og der bydes på en lille forfriskning.

Kunstnerne har et kreativt arbejdsfællesskab i Atelier 12B, som har til huse på 2. sal på adressen Jernbanegade 12B. Et fællesskab, der nu har varet i mere end 17 år. De mange kunstnere udtrykker sig forskelligt. Maleri, akvarel, tegning, keramik, raku og Artmoney. Kunsten trives, der bliver malet abstrakt og figurativt, herunder landskaber, bybilleder, natur, mennesker og meget andet. Her findes mange forskellige stilarter og arbejdsmetoder, som netop er med til at skabe en god dynamik og gensidig inspiration.

Udstillinger i ind- og udland

De 13 kunstnere er Anna Margrethe Beck, Birte Nielsen, Kirsten Fredslund Jæger, Gerda Pedersen, Helle Sandberg, Laila Hjorth Fournais Clausen, Michelle Marhauer Pedersen, Tania Lehmkuhl Kristensen, Gloria Jensen, Grethe Nygaard, Birgitte Sørensen, Connie Øhlenschlæger og Vibeke Henriksen

Udover værkstedsfællesskabet i Jernbanegade er kunstnerne hver for sig aktive med udstillinger forskellige steder i både ind- og udland.

Alle er velkomne til at kigge ind i Atelier 12B og opleve et ægte kunstnermiljø i Randers- Ugen fra lørdag den 14. august til og med lørdag den 21. august. Hver dag fra 11 – 16.

Atelier 12B er beliggende 5 minutters gang fra centrum, regional- og lokalbusserne går lige til døren, og der er gratis parkering lige overfor.

Læs mere i programmet for Randers Ugen og læs mere om Atelier 12B på deres hjemmeside atelier12b.dk.

Kommentarer