Havndal

75-årig mand mister livet i trafikulykke ved Havndal

En 75-årig mand mistede fredag formiddag livet på Landevejen, der løber mellem Havndal og Kastbjerg.

En 75-årig mand har fredag mistet livet i en trafikulykke på Landevejen 17 ved Havndal. Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Bo Christensen.

En cyklist og personbil kører i sydlig retning på Landevejen mellem Havndal og Kastbjerg nord for Randers.

– Lige før personbilen skal til at passere cyklisten, slår cyklisten tilsyneladende et sving ud på kørebanen, og så bliver han ramt af personbilen, siger Bo Christensen.

Den 75-årige mand blev dræbt på stedet. Hans pårørende er underrettet.

Hvorfor manden tilsyneladende slår et sving ud på vejen, ved politiet ikke, men vagtchefen fortæller, at der er sendt en bilinspektør, til ulykkesstedet, og at denne skal prøve at klarlægge omstændighederne ved ulykken.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 10.51.

Landevejen 17
Ulykken skete på Landevejen 17 mellem Kastbjerg og Havndal.

Kommentarer