58-årig mand afgået ved døden efter brand i lejlighed
Den 58-årige mand, som i søndags under en brand blev reddet ud af sin lejlighed i Sjællandsgade i Randers, er torsdag afgået ved døden af de skader, han pådrog sig. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Politiet blev alarmeret søndag klokken 11.48, og da patruljen ankom til Sjællandsgade, stod der flammer og sort røg ud af flere vinduer i lejligheden. Også brandvæsen og ambulancer ankom hurtigt til stedet.
Under slukningsarbejdet blev den 58-årige mand reddet ned fra sin altan, hvorefter han blev fløjet direkte til Rigshospitalet i helikopter. i dag torsdag meddeler politiet, at han ikke overlevede branden.
Blandt de øvrige beboere i ejendommen var den 58-åriges 88-årige mor, som er uskadt.
De pårørende til den 58-årige mand er underettet.
Kommentarer