Randers By

50 år med bogbus: – Vi er på fornavn med de fleste

Bogbussen fra Randers Bibliotek fylder i september 50 år. Personalet i bussen glæder sig til at fejre jubilæet med lånerne.

Bogbussen fra Randers Bibliotek fejrer i september 50 års jubilæum. Gennem alle årene har bussen kørt rundt til kommunens landsbyer – til glæde og gavn for både børn og voksne.

I 50 år har bogbussen fra Randers Bibliotek været en fast gæst i kommunens landsbyer. Derfor fejrer biblioteket bogbussens jubilæum i september – og det er især lånerne i bussen som skal forkæles.

Bogbussen fra Randers Bibliotek holder hver uge ved 28 stop på 22 forskellige stoppesteder. Her er det muligt for lånerne at besøge bogbussen for at låne, reservere og aflevere bøger.

Men de får også mere end det. For bussens personale oplever en nær relation til de lånere, som kommer forbi stoppestederne igen og igen.

En personlig relation med i lånet

Bogbussen bliver hver dag kørt af biblioteksbetjentene fra Randers Bibliotek og sammen med en bibliotekar bemander de bussen.

– Vi er på fornavn med de fleste, og de spørger efter os, hvis vi er væk på ferie, fortæller Irene Villumsen, der er tovholder for bogbussen på Randers Bibliotek.

En af de lånere, der oplever den nære relation, er Rikke Bahnsen fra Spentrup. Hun kommer i bussen for at låne magasiner og får altid lidt ekstra med derfra.

– Man bliver hurtigt et kendt ansigt i bogbussen. Jeg oplever tit at en fra personalet siger “Hov! Du skal lige se det her, vil du ikke have det med?” Så de har sat sig ind i, hvad jeg plejer at låne, fortæller Rikke Bahnsen.

En stor stjerne hos børn og forældre

Bogbussen har lånere i alle aldre, men især børnene er meget glade for at besøge bussen. Stine Thygesen har brugt bogbussen som barn – og er kommet igen som voksen med sine egne børn.

– Vi er nede ved bogbussen hver tirsdag for at undgå ulvetimen. Hvorfor ikke benytte sig af det? Så er der en forælder, der står derhjemme og laver mad, og så kan den anden forælder koncentrere sig om børnene i bussen, siger Stine Thygesen fra Østre Bjerregrav.

Stine Thygesens to børn glæder sig især til at besøge børnebibliotekar Jørgen Ledet. For han er med i bussen, når bussen kommer til Øster Bjerregrav om tirsdagen.

– Jørgen er bedre end læreren i skolen til at stimulere læsningen. Han er et stort hit herhjemme, for han har lavet læseposer til mine piger, og de sørger for at have læst indtil næste besøg i bussen, fortæller Stine Thygesen, og fortsætter:

– Det er den gode relation til personalet, jeg oplevede i bussen som barn, som har skabt gode barndomsminder, og nu giver jeg oplevelsen i bussen videre til mine egne børn, fortæller Stine Thygesen.

Lånerne skal mærke bussens jubilæum

Bogbussen fejrer sit jubilæum 6.-10. september, og her er det især de trofaste brugere, der kommer til at mærke festlighederne. Ved hvert eneste stop bliver der forkælelse til alle dem, der bruger bussen.

– Vi ruller den røde løber ud og sætter flag op og deler lidt lækkert ud. For det er vores lånere i bogbussen, som skal forkæles, fortæller Irene Villumsen.

Derudover vil der være tre ønskekoncerter ved udvalgte stop med biblioteksmusikant Peter Elmelund. For børnene vil der også være mulighed for at lave sin egen bogbus med bibliotekets helt egen helt, Bibloman. Der vil også være en quiz, hvor man kan vinde et besøg af bogbussen.

På Randers Biblioteks hjemmeside og i bogbussen kan du høre nærmere om den festlige uge.

Fakta:

I 1971 begyndte busserne at trille ud fra Kulturhuset pakket med bøger. Dengang var der flere busser, der kørte ud. Siden hen har der også været tematiserede busser – blandt andet en musikbus og senere også en mediebus.

I dag er der kun en enkelt bogbus. Til gengæld når den rundt til alle 28 stop, og besøger derudover både daginstitutioner og plejehjem i løbet af en almindelig uge.

Bogbussen kan bookes af skoler og institutioner, og kan omdannes til Eventyrbussen eller Julebogbussen med besøg af musiknisse og julemand.

Kommentarer