Fængselsdom til randrusianer i den store hælersag
En 43-årig mand er blevet idømt et år og ni måneders fængsel i en omfattende hælerisag.I alt syv personer er sigtet i en omfattende sag fra Randers.
Den 43-årige randrusianer har ved byretten erkendt hæleri for i alt 2,6 millioner kroner i løbet af de seneste fem år.
Manden blev tilbage i april anholdt og sigtet for groft hæleri. Ifølge politiet har den 43-årige med hjælp fra flere stråmænd videresolgt en stor mængde smykker, sølvtøj og forskellige andre tyvekoster, der var stjålet ved adskillige indbrud begået i hele Østjylland. Den oprindelige sigtelse lød på, at manden havde solgt hælervarer til en værdi af 4,7 millioner kroner.
Den 43-årige har siddet varetægtsfængslet siden 7. april. Da han blev anholdt, fik han konfiskeret en række genstande, der blev beslaglagt fra hans hjem under politiets ransagning. Genstandene er vurderet til en nypris på 700.000 kroner.
Sagen ved byretten kørte som en tilståelsessag. Ifølge Østjyllands Politi blev den 43-årige løsladt straks efter, at han havde modtaget dommen. Han bliver dog sendt bag tremmer senere.
I sidste uge blev den 43-åriges kammerat på 42 år i samme sag dømt for at have hjulpet den 43-årige med at afsætte hælervarer for godt en halv million kroner. Den 42-årige blev idømt otte måneders fængsel, hvoraf de fem blev gjort betinget.
Yderligere fem personer er sigtet for at have været stråmænd i sagen.
Kommentarer