42-årig mand fremstilles i Retten i Randers for indbrud
Østjyllands Politi fremstiller mandag klokken 11.00 en 42-årig mand fra Randers i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for et indbrud begået natten til mandag i en villa på Skanse Alle i Randers.
En kvinde lå og slappede af i sit hjem, da hun pludseligt hørte nogle lyde i huset. Hun opdagede herefter, at der var stjålet en lampe og en stol fra stuen, og at en dør ud til haven stod åben. En patrulje rykkede hurtigt ud, da hun ringede til politiet, og da de hørte nogle lyde i nabohaven tilkaldte de en hundepatrulje.
Det tog kun politihunden få sekunder at få færten af gerningsmanden. Først snusede den sig frem til de stjålne genstande fra stuen, der lå i en trillebør i kvindens have. Herefter ledte den betjentene gennem nogle haver og ud på et fortov, hvor den 42-årig mand stod.
Han blev hurtigt genkendt som en gammel kending af politiet og anholdt på stedet. Det viste sig, at han i øvrigt i forvejen stod til at skulle afsone fem måneders fængsel for tyveri
Kommentarer