Uddannelse

400 nysgerrige besøgende blev introduceret til håndværksfagene

Foto: Randers Kommune

Fredag den 7. marts summede Sekura Cabins lagerhaller af aktivitet, da Kloge Hænder Messen 2025 slog dørene op for unge og voksne, der ville blive klogere deres karrieremuligheder hos lokale virksomheder.

Omkring 400 besøgende deltog i årets messe for at udforske de lokale karrieremuligheder inden for byggeri, anlæg, industri, produktion, lager, transport og auto.

En af dem var Isabella Rønholt Wester fra 10. klasse på Randers Ungdomsskole. Sammen med flere klassekammerater besøgte hun messen for at få inspiration til hvilken uddannelsesvej, hun i fremtiden skal vælge.

– Jeg ville gerne snakke med virksomhederne for at blive klogere på, hvad jeg skal lave efter 10. klasse og høre om mulighederne for lærepladser, siger Isabella Rønholt Wester.

Et af formålene med messen er at øge interessen for erhvervsuddannelserne og give unge en smagsprøve på deres muligheder inden for håndværksfagene.

– Jeg kender nogle af virksomhederne i forvejen, og efter at have snakket med dem har jeg fået en bedre forståelse for, hvordan deres produkter bliver lavet i virkeligheden. Det var virkelig spændende, og det har helt klart gjort mig klogere på, hvad det vil sige at arbejde sådan et sted, fortæller Isabella Rønholt Wester.

45 lokale virksomheder med stande

Dagen bød på en masse snakke i standene hos 45 lokale virksomheder, som er på udkig efter praktikanter, lærlinge og nye medarbejdere. For virksomhederne handler messen om at tiltrække fremtidens medarbejdere og vise bredden i håndværksfagene. På årets messe deltog Brødrene Dahl for 9. år i træk.

– Vi er med igen i år for at skaffe arbejdskraft. Dem, vi møder på messen, vil gerne dygtiggøre sig og blive faglærte, og det kan vi tilbyde dem. Der er det, vi skal bruge, her på messen, siger Lasse Halliday, logistikdirektør hos Brødrene Dahl.

Han understreger, at messen er en oplagt mulighed for at få unge og jobsøgende i dialog om deres fremtidige muligheder:

– Vi møder en masse unge og jobsøgende, tager en god snak og gør dem opmærksomme på det, vi tilbyder hos os. Mange ved ikke, hvad en logistikoperatør laver, men her kan vi vise det og tilbyde dem det, de leder efter – om det så er læreplads, skolepraktik eller fritidsjob, fortæller Lasse Halliday.

Kloge Hænder Messen er arrangeret af Dansk Industri, Amtsavisen, 3F, Dansk Metal, Tradium, Business Randers, Jobcenter Randers og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUR) i Randers Kommune.

 

Kommentarer